Et skridt frem og to tilbage. Eller måske snarere et skridt tilbage og et skridt frem igen? Og nej, det er ikke teksten i Sebastians sang "Den lille malkeko" fra 1979 som vi tænker på, men de sundhedsfremmende afgiftsforhøjelser på tobak, sukker og mættet fedt som regeringen indfører i forbindelse med den nye forårspakke der træder i kraft i starten af 2010.
Hvad indeholder afgiftsforhøjelserne?
Afgiften på cigaretter vil stige med 3 kroner for en 20 styks pakke, hvilket jo er en ganske betydelig afgiftsforhøjelse. Afgiften på slik, is og chokolade forhøjes med cirka 25 %. En plade chokolade på 100 gram vil dermed stige med ca. 44 øre inklusiv moms mens en pose slik på 1 kilo vil stige med cirka 4,50 kroner. Afgiften på sodavand omlægges, så afgiften på sukkerfrie sodavand nedsættes med cirka 25 % og øges på sukkerholdige sodavand med den samme andel. En 1½ liters sodavand med sukker vil dermed blive cirka blive 32 øre dyrere, mens en 1½ liters sukkerfri sodavand vil blive cirka 64 øre billigere. Medio 2010 indføres tillige afgift på 25 kroner per kilo mættet fedt i mejeriprodukter (undtagen mælk) og olier. Afgiften betyder, at for eksempel en pakke smør på 250 gram vil stige med omkring 4 kroner. Alt i alt vil en hyggeaften med familien indeholdende en liter cola, to poser slik a 100 gram og en plade chokolade til de voksne koste cirka halvanden krone mere efter det nye afgiftssystem end før.
Differentieret moms er et effektivt system
Et skridt frem mod et 'sundere' afgiftssystem, det lyder jo rigtig godt. Og meget tyder på, at det virker. De grupper i samfundet - blandt andre de lavt uddannede og de unge, der lever mere usundt end resten af befolkningen, reagerer også mest på prisændringer. Vi har også tydelige indikationer på, at det er muligt at påvirke folks lyst til at købe sunde fødevarer ved at sænke priserne. Flere detailhandels butikker har prøvet øvelsen med at fjerne momsen på frugt og grønt fra en enkelt dag til en uge og fundet meget store effekter på salget. Vi ved også, at tilbud på 3 poser slik for to posers pris ofte får os til at købe mere, end vi egentlig havde planlagt. Også videnskabelige undersøgelser peger på, at differentieret moms er et effektivt instrument i sundhedspolitikken, især over for lavindkomstgrupper og især, hvis vi ændrer momsen/afgifterne på flere produkter samtidigt.
Regeringens skæve lille pisk
Det ser altså godt ud . men på tobaks- og sukkerområdet er vi egentlig blot på vej tilbage til status quo. Med reference til grænsehandlen blev afgiften på en pakke cigaretter i 2003 sat 4 kroner ned, men dog hævet med en krone igen i 2005. I 2007 blev afgiften på sodavand ligeledes med henvisning til grænsehandlen sat ned med 30 øre pr. liter. Endvidere giver det ikke mening, set med de folkesundhedsorienterede briller, at light sodavanden skal gøres billigere, når vi nu ved, at det ødelægger tænderne og blandt andet fremmer trangen til søde sager. Og hvad er egentlig begrundelsen for, at afgiften på mættet fedt kun skal gælde mejeriprodukter og olier? Fedtet i det hakkede svinekød og sødmælk, der indeholder en stor andel af mættet fedt, er bestemt ikke sundere. Der er ingen tvivl er om, at afgifterne også efter den første januar er for lave til rigtigt at batte noget og fortsat rammer skævt i forhold til folkesundheden. Det er en lille skæv pisk, regeringen her har fundet frem.
Sundhedsfremmende afgifter betyder noget
Vil det så sige, at forårspakkens nye sundhedsfremmende afgifter er ligegyldige? Nej. Selvom der i nogen grad blot er tale om indhente det tabte fra 2007, er det da godt, at det nu går den rigtige retning igen. Det har en stor signalværdi over for befolkningen, at afgifterne på usunde fødevarer igen begynder at stige, og at det formuleres, at det er med henblik på at mindske forbruget, at afgifterne ændres. For det andet genereres der jo provenu via afgifterne, og vi kan jo håbe på, at disse skal bruges til at fremme folkesundheden på andre fronter. Og sidst men ikke mindst er de nye afgifter en åbning imod, at afgifter og subsidier på fødevarer fremover kan bruges mere aktivt som et instrument i sundhedspolitikken. Hvis de bruges i samarbejde med andre tiltag, som eksempelvis øget rådgivning og øget tilgængelighed af sunde alternativer til de usunde, kan det være et godt middel til at nå grupper i befolkningen, som det er svært at nå via en informationsindsats alene.
Fælles beslutninger i EU ønskes
Selvom vi gerne havde set flere og mere målrettede skridt frem mod et 'sundere' afgiftssystem, når vi nu tidligere er gået et skridt tilbage, så er vi glade for, at det igen er begyndt at gå fremad. Nye skridt fremad kunne være et sundhedsdifferentieret afgiftssystem, der dækker flere områder end blot udvalgte luksusvarer. Eller fælles beslutninger for hele EU, så grænsehandelen ikke længere kan være en hindring for at lægge en virkningsfuld afgift på usunde fødevarer.
Sinne Smed er adjunkt på Fødevareøkonomisk Institut ved Det Biovidenskabelige Fakultet for Fødevarer, Veterinærmedicin og Naturressourcer.
KOMMENTAR: Et skridt frem og to tilbage
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.