KOMMENTAR: Al den virak om et sundt frokosttilbud

Mere end halvdelen af forældre til børn i vuggestuer og børnehaver siger "nej tak" til den kommunale madordning i deres børns institution. Det viser en stikprøve, som Berlingske Tidende har foretaget blandt 300 institutioner. Hele 53 procent "nej tak" og kun 21 procent "ja tak" til mad, der enten kommer udefra eller bliver lavet i institutionen. Tallene i Berlinske Tidende underbygges af en tilsvarende rundspørge, som dagbladet Politikken har gennemført. Her svarer 59 procent "nej tak" til den fælles frokost, og 41 procent svarer "ja tak".

Efter en omtumlet start siden den politiske introduktion i 2008 er den obligatoriske madordning nu blevet en beslutningsopgave for forældrebestyrelserne i institutionerne. Frem til udgangen af 2011 skal alle forældrebestyrelser tage stilling til, om deres institution skal have en frokostordning.

Men hvorfor er det endt sådan?

Udviklingen fra at være et politiske oplæg om, til en obligatorisk ordning for alle, til at blive en mere eller mindre frivillig ordning, er interessant. Forklaringerne er sikkert mange. Nedenstående et bud på, hvad der kan være årsager til, at det gik som det gik.

Skuer man lidt til, hvilke barrierer, der er mod forandring i en skoleverden og tillader sig at overføre erfaringerne fra skolen til dagtilbudsområdet, så viser det sig, at der blandt andet opstår barrierer mod forandring på grund af for mange innovationer samtidig, det vil sige masser af tiltag, som er fragmenterede og ofte ukoordinerede. Desuden viser der sig ofte en individuel usikkerhed over for fælles løsninger, det vil sige resultatet af "løsningen" er ikke synlig i begyndelsen af en proces. En anden ting, som også viser sig som en barriere i forhold til tiltag, er usikkerheden overfor det ukendte.

Hele ressourcespørgsmålet om krav til nye kundskaber og færdigheder hos personalet samt at vellykkede reformer er "sultne" på ressourcer (tid, penge, materialer, eksperter og så videre) har helt sikkert også spillet ind i argumentationen. Endelig bar lovforslaget præg af, at der ikke var konkrete bud på forandringsstrategier for, hvordan udfordringen med et sundt frokosttilbud i vuggestuer og børnehaver skulle eller kunne gennemføres, - eller også var de foreslåede forandringsstrategier dårlige efter forældrenes og pædagogernes mening.

Det spændende i hele processen var, at rent faktisk kunne man have gennemtvunget ordningen lovgivningsmæssigt, - men debatten i dagspressen gjorde, at der blev politisk usikkerhed omkring ordningen. I dette tilfælde har det vist sig, at man ikke kan eller vil gennemtvinge en forandring, der virkelig betyder noget.

Faktisk var lovforslaget et forslag, der berørte alle børn i landets vuggestuer og børnehaver. Her undervurderede man åbenbart, at individualitet og kollektivisme må have den samme chance. Det viste sig nemlig, at masser af forældre gerne selv ville sørge for, at deres barn fik et sundt måltid mad med hjemmefra. Faktisk gav mange forældre udtryk for, at hvis ordningen med et sundt frokostmåltid blev indført som en kollektiv ordning, kunne de som forældre ikke vide, om deres barns mad via ordningen blev sundere eller det modsatte. Med ordningen ville de heller ikke længere på nært hold kunne følge med i, hvad og hvor meget deres barn spiste hver dag.

Hverken decentralisme ("bottom-up") eller centralisme ("top-down") virker alene.

Måske havde lovforslaget haft en chance, hvis regeringen havde foreslået at gennemføre en række udviklingsarbejder med forskellige modeller for ordningen rundt omkring i institutioner i Danmark, - og ud fra de opsamlede erfaringer kunne et lovforslag så være etableret og efterfølgende drøftet med interessenter på området for eksempel FOLA, BUPL med flere.

Sådan gik det desværre ikke, og en lang proces er ved at lande i stort set ingenting. Specielt ærgerligt for de børn, som vi ved har et behov på området.

Børge Koch, Det nationale videncenter KOSMOS