Det handler om drenge og piger, men først og fremmest om at synliggøre betydningen af køn. Både lærerens køn, elevernes køn, kønnets præsentation i pædagogiske tekster og - ikke mindst - formidlingen af køn.
Når det er sagt, er det åbenbart, at køn er mere end drenge og piger. I 12 kapitler føres læseren igennem flere teoretiske positioner, som alle studerer køn ud fra forskellige præmisser. Men, som det fremgår af Susanne V. Knudsens kritik, er der fortsat væsentlige mangler på området. Én af forfatterens kæpheste er fremstillingen af minoriteter i en majoritetskultur. Herunder hvordan traditionelle kønspositioner fortsat dominerer og implicit anfægter vores måde at opfatte verden på. Hun beskriver vores "blinde pletter" og opfordrer læseren til at bruge tid på at analysere læreplaner og læremidler. Alt sammen for at tilgodese kønnets nuancer og i sidste ende omgå eksklusionen af dem, der "stikker ud" og forstyrrer et normalitetsbegreb. Som for eksempel de trans- og homoseksuelle.
Alternativet formulerer forfatteren som intersektionel pædagogik. Med sentensen "Køn er mangfoldigt, og køn er foranderligt" pløjer Knudsen sig igennem alle stereotyper og ubevidste forestillinger om kønnenes egenskaber. Hun siger ikke "dreng - pige", men refererer i sine observationer til børn med drengenavne og pigenavne. Ved at arbejde eksplicit med både kønsstereotyper og kønsneutralitet er det muligt at gøre køn synligt og dermed også forandre det. Det er dét, det hele handler om.
Køn i skolen
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.