Unaturlig træthed og hovedpine plager elever og lærere. Arbejdsmedicinsk Klinik på Amtssygehuset i Glostrup har gennemført en undersøgelse af indeklimaets påvirkning af 7.884 elever og lærere. Undersøgelsen viser, at en tredjedel af de storkøbenhavnske elever og lærere er unaturligt trætte. Hver fjerde har ofte hovedpine og hver femte har svært ved at koncentrere sig.
"Indeklimaet er meget kritisabelt om sommeren. Det påvirker lærere og børn med varme, sved og koncentrationsbesvær", siger skoleinspektør på Utterslev Skole, Søren Thorborg, til Danske Kommuner.
Han efterlyser et udspil fra politikerne, men det bliver næppe foreløbig, for der er ikke planer om yderligere udskrivninger til vedligeholdelse af skolerne.
"Vi har fordoblet budgettet de sidste fire år. Men jeg erkender, at skolerne stadig lider under dårligt indeklima", siger uddannelses- og ungdomsborgmester i København, Per Bregengaard (Enhedslisten). Han vil dog tage undersøgelsens resultater op politisk.
Københavnske elever og lærere syge af indeklimaet
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.