Klasseværelset: Kulturkampens skueplads

Af Johan Jacobsen

'Den digitale leg' er ikke en psykologibog, om end den ene forfatter er psykolog - den anden er bachelor i film- og medievidenskab; men det er en meget væsentlig bog, hvis indhold mange lærere bør sætte sig ind i.

Jeg selv har ikke nogen stærk mening om computerspil. Jeg har prøvet forskellige, men ikke mange. De fanger mig ikke. Jeg kan ikke komme over den tærskel, hvor jeg gider bruge tid på at sætte mig ind i, hvordan 'spillet spilles' - medmindre det er småting a la 'Tetris' eller 'Minestryger'.

Nu kunne det være helt ligegyldigt, hvad jeg mener, tror og tænker om computerspil - hvis ikke det var, fordi jeg er lærer og derfor forventes at vide noget (også) om 'den slags', da det er 'mine' elever, der spiller, og deres forældre, som sidder med kvababbelsen.

For nogen af os er det også værd at erindre, at computerspil er direkte nævnt blandt eksemplerne under fagligt stof i den vejledende læseplan for dansk både i 2. og 3. forløb.

Her er Simon Egenfeldt-Nielsen og Jonas Smith nu kommet mig, alle andre lærere, pædagoger og andet godtfolk til hjælp med deres bog: 'Den digitale leg - om børn og computerspil'.

Bogen giver et grundigt overblik. Sådan virker det i hvert fald. Jeg har vedgået, at jeg er på tynd is, og uvidenhed om sagsområdet er en voldsom svaghed hos en anmelder. Imidlertid er der næppe ret mange vidende danskere på området ud over forfatterne, som yderligere har det uomtvistelige aktiv, at de er så unge, at de faktisk har egen erfaring med computerspil.

Grundigheden kommer blandt andet af, at forfatterne i vidt omfang relaterer til den seneste snes års forskning på området. Ja, det er jo ikke 'spritnyt', det her.

Læserne bliver opmærksomme på, at computerspil kommer i lige så mange forskellige genrer som skønlitteratur, nogle af dem giver oven i købet mindelser om samme. Legen inddrages naturligvis som forståelsesramme, og vi bliver også opmærksomme på, at kvaliteterne i mange spil ikke ligger i det, vi tror, det, man ser på skærmen. Vurderer vi et skakspil på brættets udformning?

Forskellige aldersgrupper spiller forskellige spil, drenge og piger spiller forskellige spil, og det er også forskelligt, om de spiller alene eller flere sammen. Læsning af bøger er måske en mere 'asocial idræt' end computerspil?

Debatten - ytringerne i den tidligere nævnte folkestemning - tages også op, og der sammenlignes for eksempel med holdningerne til film i begyndelsen af det forrige århundrede. Det er jo altid fornøjeligt at konstatere vore bedsteforældres snæversyn. Sådan er vi heldigvis ikke mere! Hvad film angår.

Forfatterne går ikke af vejen for at have en mening om computerspillenes anvendelse i undervisningen. Her er endelig noget, jeg ved noget om: Undervisning.

Men om brug af computerspil i undervisningen ved jeg ingenting, og det er klart, at den generationsforskel, der er mellem forfatterne og mig, spiller en rolle, når jeg hopper lidt i stolen. Men de er jo ikke engang rabiate, bare velformulerede, argumenterende og refererende til den og den undersøgelse. Hele tiden.

Jeg har i øvrigt bemærket, at mange børn siger, at de har spillet på computer, når de har brugt en computer - også til tekstbehandling eller regneark.

Det er lidt tankevækkende at spekulere på, hvad forældrene mon får ud af det, når de spørger poderne, hvad de har lavet i skolen i dag - og svaret er: 'Spillet på computer!'.

Måske skulle nogle flere lærere tage fat på at bruge computerspil i undervisningen?

Den digitale leg

- om børn og computerspil

Af Simon Egenfeldt-Nielsen og Jonas Smith

173 sider, 198 kroner

Hans Reitzels Forlag

Mere på: https://computerspil.cjb.net