KL har i dag præsenteret en analyse, som viser, at lærerne i gennemsnit bruger 39 procent af arbejdstiden på at undervise, mens de i resten af tiden blandt andet forbereder sig, går til møder og efteruddanner sig. Hvis lærerne underviser en lektion mere om ugen, vil det frigøre 880 millioner kroner, mener KL.
"Vi vil gerne levere samme undervisningstid til eleverne, som vi gjorde for få år siden. Men vores analyse viser, at lærerne underviser mindre end efter den gamle arbejdstidsaftale fra 2005. Det er en skidt udvikling, og vi er nødt til at komme tilbage på sporet. Vi anerkender at lærerne arbejder på fuld tid, men vi vil ændre på prioriteringen af, hvad de bruger tiden på", siger Jan Trøjborg.
A08 har ikke været drøftet i KL's bestyrelse
Hidtil har KL bakket op om A08, som KL selv har været med til at indgå. Det gør KL stadig, forsikrer formanden.
"Vi har ikke drøftet i KL's bestyrelse, at vi skulle kræve en ny aftale. Vi håber, det kan lade sig gøre at øge undervisningsprocenten under den nuværende aftale. I mange kommuner er det lykkedes at komme i mål med lokalaftaler, så lærerne underviser lige så meget som efter aftalen fra 2005", siger Jan Trøjborg.
KL's opgørelse viser, at de lærere, der arbejder efter den gamle arbejdstidsaftale fra 2005, underviser cirka en halv time mere end de lærere, der arbejder efter den nye arbejdstidsaftale. Jan Trøjborg kalder det er en helt utilsigtet virkning af A08, at lærerne på A08 underviser mindre.
"Jeg må indrømme, at vi ikke har gjort det godt nok i kommunerne, siden vi har ladet den ske. Jeg er glad for, at DLF's formand i dag har sagt, at det er kommunernes ansvar at prioritere lærernes arbejdstid, for der er et enormt potentiale i at udnytte tiden bedre".
Jan Trøjborg vil ikke pege på, hvilke opgaver lærerne ikke skal løse, hvis de skal undervise en lektion mere om ugen.
"Vi taler om marginaler, og jeg kan spørge, hvilke opgaver det var, at lærerne ikke løste under den gamle aftale. Det, der gavner læringen mest, er den tid, lærer og elever tilbringer sammen, og den tid er desværre faldet. Jeg går ud fra, at lærerne kan levere den samme kvalitet i undervisningen som da de underviste lidt mere for tre år siden", siger Jan Trøjborg.
DLF: To forskellige undervisningsbegreber
Problemet med KL's analyse er, at man ikke kan sammenligne lærernes undervisningsprocent mellem de to aftaler, fortæller Gordon Ørskov Madsen, formand for overenskomstudvalget i DLF.
"De to aftaler opererer med hver sit undervisningsbegreb. Mens for eksempel elevsamtaler og skolefester blev betragtet som undervisning i A05, så er det kun de egentlige undervisningstimer, der tæller som undervisningstid for lærerne i A08. Derfor er det en faktuelt forkert konklusion, når KL siger, at lærerne underviser mindre i dag. Andre analyser viser det stik modsatte", siger han.
Tilføjet den 13/1-2012: KL oplyser, at man har taget højde for forskellen mellem de to undervisningsbegreber i analysen, red.
DLF vil gerne se på, hvordan kommunerne kan drive skole for færre penge, understreger Gordon Ørskov Madsen.
"Det giver ingen mening at øge undervisningsprocenten, hvis det betyder, at kvaliteten af undervisningen falder. Derfor har vi gentagne gange inviteret KL til, at vi i fællesskab ser på, hvordan vi kan kombinere ønsket om større effektivitet og mere undervisning med kvalitet, men KL har ikke taget imod vores invitation. Vi har en mere på vej, så vi håber, det lykkes".
Kommune og lærerkreds skal finde resurser sammen
For DLF handler det om at udvikle nogle metoder, som den enkelte kommune og lærerkreds kan bruge til at indgå et samarbejde om, hvordan man kan udnytte resurserne bedre lokalt.
"I én kommune er der måske brug for at se på den tid, man bruger til at holde it-udstyret ved lige. Et andet sted kan man måske skære på administrationen af skoler og forvaltning. Det vil være meget forskelligt, hvor der kan effektiviseres. Derfor er det bedre, at man samarbejder om det lokalt, frem for at kommunerne kører sololøb sammen med KL", siger Gordon Ørskov Madsen-
KL vil have mere undervisning ud af den nuværende aftale
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.