KL har sendt et brev ud til borgmestrene, hvori foreningen forklarer, hvorfor der stadig er konflikt. Årsagen er blandt andet, skriver KL, at alle de bud på en aftale, som LC er kommet med, koster penge.
"Modellerne åbner ikke adgang for mere undervisning end i dag, og i værste fald kræver de tilførsel af resurser for, at det nuværende niveau af undervisning kan opretholdes", skriver KL og fortsætter:
"Høje-Taastrups skoleforvaltning har beregnet, at LC's model om en pulje på skolerne til forberedelse beregnet som 2 minutter per elev per lektion ville koste cirka 15 millioner kroner at indføre. Beregninger foretaget af KL viser, at der på landsplan er tale om en merudgift på cirka 1,3 milliarder".
DLF: Fint nok med en udgiftneutral aftale
Men KL behøver slet ikke at låse sig fast, siger lærernes formand Anders Bondo Christensen til folkeskolen.dk. LC vil gerne indgå en aftale, som er udgiftsneutral, fastslår han.
"Vi har prøvet at imødekomme KL's krav. Vi har accepteret, at skolelederen suverænt afgør, hvad læreren skal bruge sin tid på, også hvor meget forberedelsestid den enkelte lærer skal have", tilføjer Anders Bondo Christensen.
"Det, vi så siger, er, at der også skal være nogle timer, som lederen kan bruge til lærernes forberedelse. Ellers giver det ikke rigtig nogen mening. Og dér har vi så foreslået en model, som hedder to minutter per elev per lektion", fortæller han.
"Vi er til enhver tid parat til at gå ind i drøftelser og beregninger og forhandlinger med KL omkring den model. Det er sådan, et normalt forhandlingsforløb foregår. At så kommer vi med et bud, og så sætter man en regnegruppe til at sige: hvad vil det betyde?"
"Og det vil vi gerne gå med ind i. Det har KL bare aldrig villet. Så i stedet har de lavet deres egne beregninger. Normalt laver man nogle fælles beregninger. Og det vil vi rigtig gerne gøre, så hvis det er en vej frem, mødes jeg gerne med Ziegler og aftaler, at nu nedsætter vi en fælles regnegruppe og begynder at beregne på det, så vi kan få en fælles klarhed over det".
"Jeg har ingen intentioner om at bruge det her til at finde flere resurser. Vi har fra starten sagt, at vi er helt parat til at lave det, der hedder en omkostningsneutral aftale. Og det vil vi gerne ind i beregninger med KL om. Vi er bare aldrig kommet dertil, fordi KL aldrig har villet gå ind i forhandlingerne", fastslår Anders Bondo Christensen.
DLF: Det er KL, der låser forhandlingerne fast
Når forhandlingerne er låst fast, skyldes det KL selv, mener Anders Bondo Christensen. Det viser eksempelvis en udtalelse fra KL's næstformand Erik Fabrin i sidste weekend, påpeger lærerformanden.
"Erik Fabrin har udtalt i weekenden i Berlingske: Lærerne kan tage det, som KL har fremlagt, og ellers kan de komme på deres grædende knæ og skrive under. Det er jo den virkelighed, vi står i. Men hvis Michael Ziegler vil lave fælles beregninger på det her, så er vi parate også her i weekenden", siger Anders Bondo Christensen.
"Hver gang, vi er kommet med noget, har vi fået nej, nej, nej. Det er vigtigt for mig at sige, at vi har ikke stillet krav, det er KL, der har stillet krav. Vi prøver så at bevæge os langt ind på KL's bane og finde et sted, hvor de får deres hovedkrav om, at nu skal skolelederen bestemme, hvad læreren skal lave i 37 timer, imødekommet", tilføjer han.
"Og så har vi et kompromis, der består af, at så skal vi også vide, hvornår vi er på arbejde, og der skal være en pulje, som skolelederen rent faktisk kan bruge til lærernes forberedelse. Men det er vi jo slet ikke gået ind i nogle reelle forhandlinger om, for KL har bare sagt nej".
KL og Moderniseringsstyrelsen går enegang
Arbejdstid: Danmark kan komme til at gå enegang
"Det, der er interessant, er, at der er ingen steder i verden, hvor man arbejder, som KL snakker om. De siger, at det her er et levn fra fortiden. Så må vi konstatere, at samtlige lande i hele verden på nær lige KL og Moderniseringsstyrelsen er levn fra fortiden, også lande som Finland og som Canada, som har vist veje til at udvikle skolen. Og de har altså ikke dét, som KL mener, er nødvendigt", bemærker lærerformanden.
Bondo: DLF har tilbudt fuld ledelsesret
I brevet fra KL til borgmestrene er der også et link til youtube, der viser Anders Bondo Christensens udtalelse: "De siger, at nu skal lederne lede og fordele arbejdet. Gu' skal de da ej".
Til det siger lærerformanden:
"Det er så afgørende, at lærerne selv tager et stort medledelse-ansvar. Og når jeg en fredag aften udtrykker mig på den måde, så skyldes det netop den rigide retorik, som KL og Moderniseringsstyrelsen hele tiden kører med - at nu skal lederen lede og fordele arbejdet, nu skal lederen bestemme, hvad læreren skal lave og så videre".
"Det vil være ganske alvorligt, hvis lærerne kun gør det, de får besked på. Læreren skal selv tage et stort medansvar. Sådan var det også, da vi præsenterede den nuværende A08. Vi have to store konferencer, hvor Mads Lebech og jeg var ude og fortælle om visionerne og ideerne over for kommuner og kredse. Kæmpe arrangementer. Velbesøgte. Vi havde Lars Goldschmidt fra Dansk Industri med til at fortælle om betydningen og værdien af medledelse. At medarbejderen selv tager et medansvar. Og det var det, jeg gerne ville fremhæve her - at uanset hvilken aftale, vi får trukket ned over hovedet, så må vi ikke fralægge os det ansvar, fordi så går skolen simpelthen i stå".
"Jeg kunne godt tænke mig, at KL gik med ind og drøftede - hvad er det for en ledelsesrolle, og hvad er det for en medarbejderrolle, vi ser foran os, i stedet for at blive ved med, at nu skal lederne lede og fordele arbejdet som på alle mulige andre arbejdspladser", siger Anders Bondo Christensen og haster videre til næste møde.
Professor: KL og regeringen får ikke noget ud af at tvære DLF ud
KL til borgmestrene: Derfor er konflikten låst fast
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.