Den detaljerede aftale, som kaldes "Forståelse på folkeskoleområdet mellem KL og regeringen", har to fremtrædende formål, nemlig at tøjle udgifterne og højne det faglige niveau. Det fastslås, at "der er behov for at understøtte, at skolerne udvikler sig og får stærkere faglige miljøer". Det kræver ifølge aftalen bl.a., at skolerne har en tilstrækkelig størrelse, at der arbejdes med en faseopdelt skole, og at en større del af lærernes arbejdstid bruges til undervisning.
Regeringen og KL nedsætter fire hurtigtarbejdende udvalg, der analyserer og udarbejder forslag samtidig med, at undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) forsøger at skabe et nyt folkeskoleforlig.
Den første arbejdsgruppe skal forberede den faseopdelte skole og øge sandsynligheden for, at lærere med linjefagskompetence kommer til at undervise i deres linjefag.
Der er øget fokus på skolernes output, og arbejdsgruppe nr. 2 skal senest i januar 2003 komme med forslag til metoder, der kan bruges til at dokumentere skolens resultater.
Amtsrådsforeningen deltager sammen med KL og regeringen i den tredje arbejdsgruppe, der inden årets udgang skal kulegrave de stigende udgifter til specialundervisning og fremlægge forslag til - som det hedder - øget rummelighed og bedre udgiftsstyring.
Den fjerde arbejdsgruppe skal foreslå en klarere rollefordeling mellem forældre, skole og det øvrige samfund for børnenes skolegang og udvikling.
Det øgede timetal i dansk og matematik vil fuldt indfaset indebære en
merudgift på ca. 140 millioner kroner. Regeringen stiller i aftalen KL i udsigt, at undervisningsministeren vil søge at skaffe flertal for en lang række ændringer, som kan mindske udgiften pr. elev, når elevtallet øges med 10.000 børn næste år.
Ændringerne ridset op i punktform:
1. Bedre mulighed for holddannelse på tværs af klasser og klassetrin.
2. Årsnormer for fagene.
3. Mulighed for fælles skoleledelse.
4. Mulighed for "rullende skolestart".
5. Mere fleksibel personaleudnyttelse, dvs. at pædagoger og lærere kan deltage/undervise i henholdsvis indskoling og børnehaveklasse.
6. Inddrage andre faggrupper, for eksempel bibliotekarer, som kan lede og bemande kombinerede skole- og folkebiblioteker.
7. Mere fleksible rammer for skoledistrikter.
8. Mulighed for at integrere dagtilbud, SFO og skole med fælles bestyrelse og fælles ledelse.
KL og regeringen enige om den faseopdelte skole
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.