KL reagerede i går skarpt på Folkeskolens artikel om, at lærermanglen i Midt- og Vestjylland er aflyst og på opfordringerne fra seminarierektor Søren Vang Rasmussen og DLF-næstformand Stig Andersen til at kigge på meritlæreruddannelsen i lyset af, at lærermanglen bliver mindre end ventet.
"Man kunne også have ringet til ti kommuner, som har meget svært ved at få uddannede lærere", påpeger chefkonsulent i KL, Stine Hinge, som derfor mener, at det er meget uheldigt, hvis man skræmmer studerende væk fra læreruddannelsen med overskrifter om aflyst lærermangel. Men samtidig erkender hun, at søgningen til meritlæreruddannelsen har været meget større end ventet med over 2000 ansøgere i år mod en forventning om 300-400.
"Det er ikke sikkert, at det store optag varer ved - vi tror, der har været et ophobet behov og at antallet vil falde. Men hvis det ikke gør det, kan det da være relevant at se på optaget på merituddannelsen. Den er oprettet for at sikre, at børnene bliver undervist af folk med en pædagogisk uddannelse, men det er klart, at KL er ikke interesseret i at uddanne til arbejdsløshed", siger Stine Hinge.
Også effekten af efterlønsreformen og lokale kommunale indsatser for at fastholde og rekruttere lærere har været større end forudsat i lærermangelsprognoserne fra sidste år.
KL: Flere merit-studerende end ventet i lærermangelprognoser
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.