"Det vigtigste budskab er, at vi fortsætter. Når vi fortsætter er det fordi, begge parter mener, at der er et grundlag for at vi fortsætter. Vi har et grundlag, som vi mener, vi kan nå til enighed på. Og måske kan vi blive enige i en situation, der stadigvæk er frigjort af alle de andre spørgsmål, der kommer til at knytte sig til overenskomstsituationen", siger Kjeld Hansen, der er formand for KL's løn- og personaleudvalg.
I morges udsendte KL og DLF en fælles erklæring, hvor de konstaterer, at der i de afsatte møder ikke har været tid nok til at blive enige om en ny arbejdstidsaftale for lærerne.
"Det var ikke givet, at vi skulle nå det. Det afgørende er, at vi får en ny aftale. Det jeg har oplevet er, at den positive dialog, der har været undervejs i disse forhandlinger ikke har lukket dørene. De har tværtimod åbnet dørene", siger Kjeld Hansen.
Parterne er enige om, at de ønsker at nå et resultat, der sikrer kvalitet i undervisningen og understøtter lærernes ansvar og den fremtidige ledelse i folkeskolen. Men der skal bruges mere tid for at nå til enighed om blandt andet hvilke opgaver, der har direkte sammenhæng med undervisningen, og om ledelse i forhold til undervisningen.
"Vi har lagt meget vægt på, at LC har haft en markant medlemsdialog, som har peget på det ubureaukratiske og det fleksible, og det er også det vi har i vores model. Når vi laver en arbejdstidsaftale, har vi behov for tid, så det ikke viser sig, at vi har lavet noget, hvor vi ikke har forstået hinanden", siger Kjeld Hansen.
Parterne skal mødes igen i februar. Overenskomstforhandlingerne til Overenskomst 05 forventes at begynde i efteråret næste år.
KL: Døren til en ny arbejdstidsaftale er åben
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.