Lærer Kirsten Bundgaard, Rendsborggade 25, 7500 Holstebro, døde den 29. december 1996 i en alder af 58 år.
Kirsten Bundgaard blev dimitteret som lærer fra Nr. Nissum Seminarium i 1960. Sit første lærerembede havde hun ved Holbæk Skolevæsen, hvor hun var i 2-1/2 år. Efter et fem-måneders kursus påÅrhus Seminarium til afsluttende uddannelse af skolekøkkenlærerinder fik Kirsten Bundgaard ansættelse på Nørrelandsskolen i Holstebro, hvor hun i alle årene især underviste i dansk og håndarbejde.
Kirsten Bundgaard var meget glad for sit arbejde som lærer. Hun var altid meget samvittighedsfuld og korrekt med sit arbejde og overlod intet til tilfældigheder. Hun var meget afholdt af børnene, som hun havde et godt forhold til - især de svage elever havde hendes bevågenhed og omsorg.
Fællesskabet med kollegerne betød meget for Kirsten Bundgaard, og hun var en person, som det var let at samarbejde med. Kirsten Bundgaard døde efter lang tids svær sygdom, men selv i den sidste svære tid havde hun overskud til at følge med i skolens liv og arbejde.
Ved Kirsten Bundgaards død har skolen mistet en dygtig og afholdt medarbejder.
Æret være Kirsten Bundgaards minde.
Personaleforeningen ved Nørrelandsskolen
Kirsten Bundgaard
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.