King Lear

Det er amok, det er hylende morsomt til tider lidt plat, men hvad gør det, når det nu er så urkomisk? Aldrig har jeg fået Shakespeare serveret sådan før sikke et tempo, sikke grimasser, sikke karaktertegninger og leg med replikker og ord. Den klassiske fortolkning og fremstilling af King Lear ligger kompagniet meget fjernt fra, men alligevel får vi fortalt historien om King Lear og hans tre døtre, om hvordan de bliver uvenner, og hvordan det hele går så grueligt galt. Der skæres helt ind til benet af historien, og jeg forstod omtrent for første gang, hvem som er uvenner med hvem, hvem som er gift med hvem, hvem som er barn af hvem, hvem der kæmper mod hvem og hvor det foregår. Historien er simpelthen spolet et par hundrede år frem og er gjort nutidig både i de enkle og konvertible kostumer samt i dens referencer. Der bliver ikke længere sendt bud, men SMS'et, prinsesserne vil ikke bare være prinsesser, men modeller, og helten brillerer ikke ved andet end at væreKent. Derudover er stykket krydret med de morsomste og mest fantasifulde referencer til film, reklamer, popmelodier og det omkringliggende samfund.

Rent dramaturgisk har kompagniet fortaget nogle utrolige greb, som virker nogle bedre end andre. Afviklingen af forestillingen med de mange dødsfald kunne for eksempel være løst bedre. Det er, som om de med deres egne ord 'går lidt død i det', på mange måder forståeligt med den energiudladning, men slutningen kunne nu alligevel være mere fantasifuld, særlig fordi resten af forestillingen er det.

Det er faktisk helt uhyrligt så meget, som de tre piger magter. Hver især når de at spille alle roller, og i de få sekunder alle tre er samlet på scenen, venter man uvilkårligt på de tredive andre. Man tror simpelthen, at der er tidobbelt så mange mennesker med i forestillingen. Man skal ikke se 'King Lear' i Loyal Shakespeares udgave, hvis man tager Shakespeare meget højtideligt.