Kinesisk kunst og kultur

I en tid, hvor mange elever tror, at internettet er det eneste saliggørende, kan det være inspirerende at starte et emne eller andet afgrænset fagligt forløb med at præsentere en bredspektret og farverig billedbog som denne, der omhandler kinesisk kunst og kultur.

Bogens styrke er dens lethed - China light, om man vil. På et halvt hundred sider præsenteres vi for hurtige udpluk af historie, kultur, religion og håndværksmæssig tradition. Men samtidig er denne overfladiske lethed lidt irriterende. Flere gange sidder jeg med en fornemmelse af at være havnet i en turistbrochure, der på få sider skal rumme det hele. Og formen er måske velegnet som appetitvækker, men holder næppe i en mere bevidst undervisningssammenhæng.

Set med billedkunstøjne er der nok introduktioner, men ingen direkte forslag til egentlige projekter. Set med historiske øjne er 56 sider nok lige i underkanten, hvis der skal indkredses 9.000 års historie. Og set med bogkritiske øjne er tekstens sværhedsgrad nok lige i overkanten i forhold til det reelle indhold.

Rent fagligt irriteres jeg flere gange over de direkte oversættelser, der ikke helt yder emnerne retfærdighed. For eksempel side 39, hvor den kinesiske kalligrafitusch konsekvent betegnes som blæk. Eller side 31, om silkeavl, hvor der skrives om kokonerne, at de "blev hældt i kogende vand, hvilket fik hver kokon til at rulle sig ud og frembringe en silkefiber, der kunne være næsten en kilometer lang!" Helt så enkelt er det nu ikke, selvom det lyder besnærende.