Med indflytningen i det nye filmhus i København har Det Danske Filmværksted, en afdeling af Filminstituttet, fået mulighed for at vise sine film i et omfang, de aldrig har haft før.
Hver måned sammensættes et nyt program, der gratis kan opleves søndag eftermiddage eller efter aftale, også i skoletiden. Filmværkstedet er eksponent for ikke-kommerciel film- og videoproduktion, produceret af uafhængige film- og videoinstruktører, der ikke kan hente støtte til deres projekter andre steder. Den årlige produktion andrager 40-50 film og videoer, hvoraf en del er i distribution hos Statens Filmcentral, mens andre ikke har været tilgængelige for offentligheden tidligere.
Et kvart århundredes produktion er nu beskrevet og systematiseret i et nyt katalog, der også indeholder en række artikler, der på forskellig måde belyser Filmværkstedets historie. Det er ikke nogen stor kreds af personer, der har præget institutionen, og de har da også alle fået lov at give deres besyv med.
Nogle artikler er dokumenter med historisk prægnans og værdi, for eksempel Jørgen Leths 'Brev om filmen i Danmark' fra 1968, som, med eftertidens folkeliggørelse af videomediet, er morsom at læse, og Christian Braad Thomsens artikel om 'Workshoppen i 70'erne', men eller er der lidt for meget indforstået small talk i stil med . . . og så mødte jeg Jørgen Leth og han skulle hilse fra Jørgen Roos og det dejlige menneske Sune Lund Sørensen, bla, bla . . .
Men det 382 sider store katalog i smukt layout indeholder først og fremmest en fortegnelse over den del af den danske ikke-kommercielle filmproduktion, der har fået Det Danske Filmværksteds blå stempel.
En del at titlerne genfindes i Statens Filmcentrals nye katalog, men herudover skal begge kataloger roses for en hidtil uset overskuelighed.
Katalog 1970-95
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.