Karakterbrist

Mange skoler svigter.

Det var Jyllands-Postens og flere politikeres konklusion på professor Peter Nannestads analyse af kommunale gennemsnit baseret på karakterer fra udvalgte fag ved folkeskolens afgangsprøve.

Karaktererne er søgt korrigeret for sociale uligheder mellem kommunerne, der herefter rangordnes. Kravene til gennemsnit er lavere i eksempelvis kommuner med høj arbejdsløshed, mange tosprogede børn og enlige forsørgere, mens kravene er højere i kommuner med mange ejerboliger, høj skattepligtig indkomst og stor andel af borgere med videregående uddannelse.

Det er indlysende, at elevers baggrund spiller en rolle for deres indlæring. Det kan være fornuftigt at fremhæve. Og at en professor bruger tid på at kombinere kommunale karaktergennemsnit med ti udvalgte socio-økonomiske faktorer i et sindrigt beregningssystem, kan muligvis have en eller anden form for forskningsmæssig interesse. Men hver eneste faktor og hver eneste vægtning kan med rette anfægtes og problematiseres. Og når udsvingene i forhold til en karakterskala fra 0 til 13 er på 0,34 til den ene side og 0,40 til den anden, er der heller ikke i tallene belæg for en så vidtgående konklusion.

Problemet er ikke i sig selv, at karakterer offentliggøres, men at de misbruges med et tydeligt politisk sigte om at ændre folkeskolen til noget andet, end den er i dag. Perspektivet er skræmmende. Vi kender konsekvenserne fra andre lande: nedprioritering af de sider af undervisningen, der ikke kan måles og vejes. Inflation i karaktererne. Elever bliver udskilt eller går ikke til prøve. Resursestærke elever flytter skole hvilket forstærker problemerne. Lærere mister engagement, bliver desillusionerede eller flygter fra skoler med lavt gennemsnit.

Som lærere har vi ikke noget imod vurderinger, analyser og værktøjer, der i praksis kan fremme kvalitetsudviklingen. Men skal karaktersystemet have nogen som helst mening, er det afgørende, at læreren i den konkrete situation alene søger at give en karakter, der er så retfærdig som muligt i forhold til den enkelte elev. Hvis karakterer skal bruges til andet, kræver det helt andre prøveformer og karaktersystemer, der fundamentalt vil ændre undervisning og værdigrundlag i den danske folkeskole.

Så sig det da rent ud, hvis det er målet! For når rangordninger bruges i debatten som objektive sandheder i forhold til undervisningskvaliteten i enkelte kommuner og på enkelte skoler, er det enten udtryk for skolepolitisk plat eller en indlysende mangel på indsigt, der mindst lige så objektivt kan bedømmes med karakteren 03: Den meget usikre, meget mangelfulde og utilfredsstillende præstation.

Stig Andersen er næstformand for Danmarks Lærerforening