Sproget sprudler, så det halve kunne være nok, i denne eventyrbog. Bogstavelig talt. Hundrede sider inde i bogen begynder man at spekulere over, hvor handlingen bliver af. Forgæves. Der er ingen anden end en lang kæde af bjørnens sære oplevelser i fantasilandet Zamonien og omegn beskrevet med en sproglig ekvilibrisme, der kommer godt rundt i krogene af den (glimrende) oversætters ordforråd. Ideen minder om Gullivers eller Niels Klims rejser, men blottet for satiriske pointer. Det er bare smålogisk vrøvl uden Aliceformat, som vælter ud over de urimeligt mange sider rigt overbroderet med kort, symboler og alt godt fra det gamle trykkeris sættekasser.
Mange af indfaldene er morsomme. For eksempel den personificerede idé, som Blåbjørn møder inde i en kæmpebjørns hjerne. Det er vældig morsomt at følge det sociale liv i den del af en hjerne, der er befolket med de dårlige ideer. Men alle pointer er på samme niveau, og det er trættende i længden. Samtidig fyldes der på med fjantede rekvisitter og barokke ordspil. Intet indfald har været for fattigt til at få sin egen side.
Forfatteren til det medfølgende salgsmateriale sammenligner bogen med Michael Endes 'Den uendelige Historie'. Det holder kun, hvis man sammenligner efter vægt. Ikke hvis man læser de to bøger. Historien er såmænd god nok. Den er bare alt for lang.
Kaptajn Blåbjørns 13 liv
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.