Kan fagforeningshistorie være spændende?

Med et helt utvetydigt personligt - og personliggørende - touch ser nu pensionerede Arne Pedersen tilbage på sit engagement i fagforeningen Frie Skolers Lærerforening, FSL, fra sin tid som menigt – og nyt - medlem til og med sine år som formand.  

Da Arne Pedersen som ung via sit underviserarbejde i Aarhus melder sig ind i Den Private Realskoles Lærerforening i 1974, er det samme år, som fagforeningen skifter navn til Frie Grundskolers Lærerforening - og det er her, Arne Pedersen gør organisationskarriere og ender som formand i løbet af 1990’erne. Selve navnet Frie Skolers Lærerforening, FSL, er lidt til og fra som praktisk samarbejde siden midten af 1970’erne og kommer først på banen som regulær fagforening så sent som i 2006, da Frie Grundskolers Lærerforening fusionerer med Efterskolernes Lærerforening. Vi holder tungen lige i munden og konstaterer, at Arne Pedersen fortsætter karrieren som formand – nu i den nye og større organisation FSL. Og man skal ikke tage fejl af musklerne; FSL har i dag tæt på 10.000 medlemmer, hvilket er medarbejdere fordelt på cirka 500 frie grundskoler og cirka 250 efterskoler. FSL er fuldgyldigt medlem af Lærernes Centralorganisation, LC, og forhandler herigennem overenskomster og arbejdstidsaftaler direkte med staten.

Det er alt dette, Arne Pedersen efter mange års vellykket og omfangsrigt frontarbejde vil sige farvel til efteråret 2011. Helbredsvarsler overdøver hans ambivalens ved at gå, og han annoncerer sin afgang som formand i god tid inden efterårets repræsentantskabsmøde. Men netop dette repræsentantskabsmøde – der er det 37. i streg for Arne Pedersen – når han ikke selv med til. Elleve dage før mødet bliver han hjemme ramt af en blodprop i hjernen. Kun meget hurtig, kompetent og effektiv indgriben, og held, bringer ham relativt hurtigt flot igen. Herefter skriver Arne Pedersen såmænd sin og foreningens historie, ”En fagforeningshistorie”, og den bliver præsenteret og delt ud på repræsentantskabsmøde i 2012. En cirkel er sluttet.

Arne Pedersens bog er på 180 letlæste sider ordnet efter en stilfærdig, fremadskridende kronologi med relativt korte kapitler. Nem at gå til. Indholdsmæssigt løber bogen over en næsten fyrreårig periode, hvor tematiseringerne ikke blot er tidens organisatoriske udfordringer med samarbejde og sammenlægninger, men også privatområdets udfordringer med overhovedet at tænke nødvendigheden af organisation og tidens temmelig markante ekspansioner. Tæt følger vi gode tider såvel som pressede og defensive tider, både indadtil og udadtil, og vi følger selvfølgelig generelt selve udviklingen frem mod den formelt stærke position, Frie Skolers Lærerforening indtager i dag – også i forhold til velkendte uddannelsespolitiske og overenskomstpolitiske udviklinger som for eksempel New Public Management og Ny Løn-tankegangen. Og hele markedsgørelsen af uddannelsessektoren er med.

”Kultursammenstød” er, når de traditionelle realskolelærere og de røde lilleskolelærere skal finde ud af det sammen fra 1970’erne og frem. Og når arbejdsgiverens ide var, at ”vi skulle undervise noget mere, så der kunne spares nogle penge”, så er det ikke 2013, vi snakker om, men 1999. I øvrigt det samme Ny Løn-år, hvorfra Arne Pedersen ser tilbage: ”… hverken de ansatte eller skolerne [har nogensinde] taget de decentrale lønforhandlinger til sig. Hele ideen om at fordele lønnen efter lokale kriterier er i modstrid med kulturen på langt de fleste skoler”. Og så videre, og så videre. Hundredvis af interessante vurderinger og iagttagelser.

Arne Pedersens bog er ikke en fagforeningshistorie i klassisk forstand. Det er en personlig beretning fra et topengageret fagforeningsmenneske. Og formand. Men bogen er mindst lige så værdifuld som en klassisk fagforeningshistorie – og for de fleste formentlig langt mere interessant at læse. Arne Pedersens historie er et fremragende tidsdokument.