Kampen om folket

Ove Korsgaards værk er en doktorafhandling, som blev forsvaret ved Danmarks Pædagogiske Universitet den 30. april i år. Det har undertitlen »Et dannelsesperspektiv på dansk historie gennem 500 år«, det vil sige fra reformationen til vore dage. Titlerne og kapiteloverskrifterne (»En kristen stat«, »Fra kristen stat til national stat«, »Den demokratiske nationalstat« og »Fra en national stat til en føderation af nationalstater«) siger noget ret præcist om indholdet, nemlig en stats- og kulturhistorisk gennemgang af det danske samfunds udvikling knyttet til analyser af de tre begreber: folk, nation og demokrati. Disse tre centrale begreber og de dannelsesteorier, som de er udtryk for, forandrer sig med ændringerne i de forskellige perioders fremherskende politiske, filosofiske, religiøse og uddannelsesmæssige holdninger og handlinger, også i europæisk sammenhæng. I analyserne af disse ændringer spiller almue-/folkeskolens struktur og indhold en betydelig rolle.

Det er afhandlingens ledetråd, at »det moderne samfunds individ og borger blev skabt gennem to forskellige, men alligevel sammenhængende historiske processer: nemlig samfundsdannelse og identitetsdannelse«. Og Korsgaards tese udtrykker han på den måde, at »identitetsforandringer tager deres begyndelse forud for magtens og rettens forandring, og identitetsforandring i form af individualisering kan være led i udvikling af et nyt psykologisk grundlag for samfundsdannelse« (side 488). Det er denne afgørende vægt på identitetens og bevidsthedens betydning for samfundets dannelse og udvikling, som gennemsyrer fremstillingen.

Korsgaard har en meget stor indsigt i Danmarks og Europas kulturhistorie og politiske historie, og han har en højt udviklet evne til at fremstille det historiske stof på en forståelig og fængslende måde. Mange af afsnittene er særdeles interessant og lærerig læsning; det gælder blandt andet afsnittene om den danske skole og dens historieundervisning og om samspillet mellem uddannelse, individ og samfund. Og det gælder hans mange dybdeborende skildringer af europæiske og danske personligheder.

Men alligevel må nogle efter min mening svage punkter omtales. Som sagt tager Kors-gaard udgangspunkt i de tre begreber folk, nation og demokrati, og han forsømmer helt at opstille og elaborere en problemstilling, som kunne være styrende for fremstillingen. Det betyder, at det ikke altid er let at se begrundelsen for, at bestemte afsnit er medtaget, og det medfører, at afhandlingen i nogen grad fremtræder som en essaysamling i stedet for en sammenhængende analyse med problemstilling, undersøgelse og konklusion.

Dertil kommer, at Korsgaards historiesyn er særdeles ensidigt. Skønt han i indledningen diskuterer problemerne omkring »historieopfattelse« og erklærer, at han »forsøger at fastholde spændingen mellem et strukturelt og et individuelt perspektiv«, er afhandlingen stort set udelukkende præget af politiske og kulturelle forhold, mens de økonomiske forholds betydning er helt og aldeles overset. Det indebærer, at det er de store personligheder, åndspersoner, filosoffer, religiøse ledere og politikere, som bestemmer historiens gang.

Undertiden forekommer hans prioriteringer og vægtninger noget skæve. Grundtvig og hans tilhængere spiller en helt central rolle, mens for eksempel den tidlige danske arbejderbevægelse før første verdenskrig og den såkaldte kommunesocialismes betydning for den demokratiske skole i byer som Esbjerg og Nakskov glimrer ved deres fravær.

Men Korsgaards afhandling er trods disse mangler i høj grad værd at stifte bekendtskab med for alle lærere, som er optaget af humanistiske og samfundsmæssige problemstillinger. Og hans sidste afsnit »Mod en ny uddannelses- og identitetspolitik?« om blandt andet demokratisk dannelse, globalisering, individualisering, informations- og kommunikationsteknologi og indvandring som udfordringer i det moderne samfund er i sig selv værd at læse.