Kærlighed i modlys

»Det dér kunstnerimage «, siger kollegaen Lisbeth. »Du er lærer, Thorbjørn«.

Det er ikke en bog til klassebiblioteket, men måske til lærerbiblioteket. Selvom »Kærlighed i modlys« først og fremmest skal læses for sine litterære kvaliteter, er den tankevækkende i sin beskrivelse af hovedpersonen Thorbjørns lærerliv.

»Kærlighed i modlys« er historien om Thorbjørn, midt i livet i selvvalgt aleneliv. Han løber ind i et kærlighedsforhold, som fra start af nærmest er umuligt, men nok alligevel lykkes. Konfrontationen med kærligheden sætter gang i Thorbjørn, der altid har været på vej ikke for at opnå det, han vil, men for at undgå det, han ikke vil: at gro fast. Thorbjørn er iagttageren mere end handlingens mand, men han udvikler sig. Han bliver handlende i kærlighedsforholdet til Astrid og i forhold til sig selv, sit arbejde og sin tilværelse i øvrigt. Det er et troværdigt, spændende forløb, der er godt fortalt i et billedrigt sprog. Det skal være grunden til at læse bogen, men lærerrollen er også interessant. Vi kender ham godt Thorbjørn fra alle lærerværelser. Han er ikke så udviklingsorienteret, som skolen af i dag kræver, sjofler møder og vrænger på næsen af »ansvar for egen læring«. Han er en rigtig god lærer for interesserede elever. Er godt inde i sit fagområde og god til at videregive det til dem, der vil høre. Men han er ikke den store pædagog, der forstår og interesserer sig for at motivere alle elever. Han kan lide sit fag, men tager let på formidlingen. På den måde kan bogen give argumenter i den til enhver tid standende diskussion om faglighed kontra pædagogik. Hvad har folkeskolen brug for? Lærere med stor faglig kunnen eller pædagogisk ditto? Hvem lærer eleverne mest af? Forfatteren Martin Pedersen har selv været lærer, og man mærker et grundigt kendskab til skolen.