Kæmpe gab mellem forældrenes krav og kommunens tilbud

"Der var mange skænderier og politisk slåen plat på, hvorfor pengene ikke rækker mange steder, da kommunernes budgetter skulle vedtages. Vi kender svarene om servicenivellering i de sammenlagte kommuner, befolkningsvækst, ændret demografi, ændrede kommunale prioriteringer, strukturreform, udligningsreform, tidligere tiders merforbrug og så videre. Men måske skal vi finde de primære forklaringer et par andre steder", sagde Per B. Christensen i sin beretning på Børne- og Kulturchefforeningens generalforsamling i dag.

Det er værd at kigge på gabet mellem forventninger og ressourcer. Og på at de kommunale vækstrammer tælles i promiller, mente han.

"Kontrasten mellem den helt almindelige families hverdag og så den service, som den offentlige sektor tilbyder, er simpelthen blevet for stor. Virkeligheden er jo, at den helt almindelige familie har fået nyt velværelse med spabad i hjørnet og nyt samtalekøkken med amerikansk køleskab. Og dagens forældre er ikke 21 år, når de får børn, men fuldvoksne, færdiguddannede og generelt ved muffen".

Modne og bevidste forældre prioriterer ønskebørnene og er optaget af, hvad der er et godt børneliv. De vægter dyre ferier, tilbygninger, restaurantbesøg og andet i kraft af den rigdom, som er flydt ind over landet de senere år.

"Den mentalitet forplanter sig til de krav, forældrene har til institutionerne. Forældrene forventer det bedste. De er ikke med på, at der løbende bliver skåret i standarden - eller at wc'erne på skolen er nedslidte og ulækre, så børnene må holde sig, til de kommer hjem", sagde Per B. Christensen.

På vej mod konfrontation

Forældre har en forventning om, at væksten i samfundet også afspejles i de offentlige tilbud.

"Jeg er ikke i tvivl om, at vi styrer mod en konfrontation, hvis man ikke politisk sørger for at få lukket gabet mellem forventninger og ressourcer. Men vi skal også turde konfrontere forældrene med, at der er en grænse for, hvilke opgaver vores institutioner skal løse. Tag nu madordningerne på skoler og i institutioner. Jeg er enig i, at man indfører en madordning ud fra et sundhedsmæssigt synspunkt. Og jeg synes bestemt også, man skal komme de trængte unge familier i møde. Men det er samtidig endnu et eksempel på, at en opgave og et ansvar flytter fra familien til det offentlige".

Per B. Christensen efterlyste en grundlæggende debat om, hvad det offentlige skal klare, og hvad børnene og deres forældre selv skal sørge for.

"Vi er nødt til at have helt nye vinkler på samarbejdet med forældrene. Det offentlige har brug for forældrenes ressourcer, kompetencer og opbakning for at løfte opgaven med børnene bedst muligt", sagde han.