Videnskabsminister, Charlotte Sahl-Madsen (K), siger i dag, at hun vil have genindført gruppeeksamen på universiteterne, så det bliver muligt at teste de studerendes "tværfaglige forståelse" i en eksamenssituation. Erhvervslivet har brug for flere kandidater og ph.d.-uddannede, der kan arbejde tværfagligt, siger hun til dr.dk.
Genindførelsen af gruppeeksamen skal ikke kun gælde universiteterne, mener partiets uddannelsesordfører Charlotte Dyremose. Hun ser intet galt i at bruge samme model på for eksempel læreruddannelsen.
"Vi er klar til at genindføre gruppeeksamen, men kun hvis der er tale om et tværfagligt samarbejde", siger Charlotte Dyremose. Det vil altså ikke være muligt for to lærere at gå til eksamen sammen, påpeger hun.
Lærer- og pædagogstuderende kan gå til eksamen sammen
Til gengæld vil der ikke være noget i vejen for, at for eksempel en lærer og en pædagog kan gå til eksamen i et fælles tværfagligt projekt, hvor de som to forskellige faggrupper bidrager med hver deres del.
"Der er med andre ord ikke tale om at genindføre gruppeeksamen, som vi kendte den, men at lempe reglerne, således at en ny form for gruppeeksamen kan blive en realitet", siger Charlotte Dyremose.
Lærerstuderende undrer sig
Formand for de Lærerstuderendes Landskreds, Tobias Holst, kan godt se ideen med at genindføre gruppeeksamen på læreruddannelsen, hvis det giver mulighed for en tværfaglig eksamen i f.eks. dansk og matematik.
Men at en lærerstuderende og en pædagogstuderende skulle gå til eksamen sammen, og ikke to lærerstuderende, har han svært ved at se for sig.
"Det er to uddannelser, med et meget forskelligt sigte, så i første omgang ville det kræve, at man lavede uddannelsen om og opprioriterede det tværprofessionelle element voldsomt. Vi mangler i hvert fald en del mere viden om, hvad fordelene ved en sådan tværprofessionel gruppeeksamen skulle være", siger Tobias Holst.
Det var i dag ikke muligt at få en kommentar fra undervisningsminister, Troels Lund Poulsen (V).
K: Lærere og pædagoger skal kunne tage gruppeeksamen sammen
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.