Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job

Journalister vil nedbryde minoritetselevers fordomme om medier

Teenagere fra minoriteter har så stor mistro til medierne, at fire journalister med indvandrerbaggrund vil opmuntre flere unge med minoritetsbaggrund til at søge ind i mediebranchen. De tilbyder at besøge skoler for at fortælle om deres arbejde.

Henrik Stanek Freelancejournalist
Start debatten
7. september 2007, kl. 10:02

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring.

Start debatten

De fire journalister fortæller unge fra 8. klasse til 3.g om, hvad der foregår i hjertet af et medie - redaktionslokalet. Eksempelvis om nyhedskriterier.

Dansk Journalistforbund

"Vi mente, det var underligt, at der ikke var flere med minoritetsbaggrund, der søgte ind på journalistuddannelserne. Det ville vi prøve at finde baggrunden for. Det viste sig, at der var meget lidt tiltro til journalister fra minoriteternes side", forklarer den 29-årige freelancejournalist Fikré Filali el-Gourfti til Dansk Journalistforbunds nyhedsbrev.

Blandt andet har undersøgelser fra DR og Socialforskningsinstituttet vist, at mange danskere med indvandrerbaggrund ser mere tv fra hjemlandet end fra Danmark.

"Det har vi koblet med, hvordan vi selv opfattede medierne, da vi var yngre. Jeg fandt for eksempel først ud at, at jeg boede i en ghetto, da jeg læste det i Ekstra Bladet. Jeg syntes bare, at jeg boede et fedt sted", siger 27-årige Norma Martinez til folkeskolen.dk. Hun har netop sluttet sin praktik på Information og er nu ved at gøre sin journalistuddannelse på Syddansk Universitet i Odense færdig.

Projektet er også for etniske danskere

Projektet har tre formål:

1. De unge med minoritetsbaggrund skal have genopbygget tilliden til medierne, så de kan udvikle sig til mediebrugere på lige fod med resten af befolkningen.

2. Etnisk danske unge fra områder med lille eller ingen minoritetsbefolkning skal klædes på til at se med kritiske øjne på de informationskanaler, som leverer viden om medborgere med anden etnisk baggrund. Og herigennem nedbryde danske unges fordomme.

3. Flere unge med minoritetsbaggrund skal rekrutteres/opmuntres til at søge ind i mediebranchen, så journaliststanden kan afspejle befolkningssammensætningen, og den nuværende cirkel nedbrydes.

"Den måde, journalister dækker indvandrerstoffet på, betragtes som et angreb på indvandrere. Vi vil ændre status quo. Den bedste måde er ved at komme ud til de unge, ud på skolerne og gymnasierne, som de rollemodeller, vi nu er. Der, hvor de står i dag, der har vi jo selv stået", siger Fikré Filali el-Gourfti.

Projektet er landsdækkende

I første omgang koncentrer de fire journalister sig om at komme ud på folkeskoler. Før sommerferien besøgte et par af dem skoler på Nørrebro, og lige nu kontakter de andre skoler i København og på Vestegnen. Men tanken er, at projektet skal være landsdækkende.

"Mange elever kommer aldrig længere end til spisesedler og overskrifter, så ud over at fortælle om vores arbejde gør vi meget ud af at få dem til at være analytiske, så de forstår, at en overskrift er nødt til at være skarp for at kunne tiltrække opmærksomhed. Men vi fortæller også om, hvordan vi selv tænker - om at vi er anderledes end andre journalister", siger Norma Martinez.

Politiken Fonden støtter projektet med 25.000 kroner og Dansk Journalistforbund med 35.000 kroner, kontorfaciliteter og materialer.

De to andre journalister i projektet er Nagieb Khaja, 27 år og reporter på TV2, og 25-årige Aydin Soei, der er i gang med sin overbygning på journalistuddannelsen og er medforfatter til bogen 'Skyld' om mordet på Antonio Curras på Nørrebro i 2003.

Journalisterne kan kontaktes på mailadressen mjournalister@gmail.com.

Start debatten
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Journalister vil nedbryde minoritetselevers fordomme om medier

Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplan
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS