Første udgave af dette gode initiativ havde mange skavanker og mangler. Men i denne nu fjerde udgave af kataloget over undervisningsrelevante ulandsmaterialer har brugsværdien nået et niveau, som redaktionen kan være særdeles stolt af.
Kataloget indeholder materialer udarbejdet af i alt 29 forskellige danske organisationer, der alle på en eller anden måde beskæftiger sig med globale forhold og den tredje verden. En problematik, der ofte er vanskelig at inddrage i undervisningen, både fordi man som underviser savner erfaring og faglige forudsætninger, og fordi det kan være svært at finde frem til velegnede materialer.
Ofte fører mange ulandsorganisationers udgivelser en hensygnende tilværelse, fordi de ikke i tilstrækkelig grad markedsføres ad de gængse kanaler. Og det er synd for de gode produktioner. 'Jorden rundt på 45 minutter' råder bod på dette og gør hermed mange af disse udgivelser mere synlige og dermed mulige at inddrage i undervisningen.
Materialerne er placeret efter temaer som kultur og religion, befolkning, menneskerettigheder, miljø og ressourcer samt børn og unge. Derudover er der en regional oversigt, hvor der anvises stof til den enkelte verdensdel. I alt er der udvalgt godt 500 nye og nyere titler opstillet med en kort indholdsbeskrivelse, målgruppe og decimalnummer med henblik på videre søgning. Størstedelen af materialerne henvender sig til ungdoms- og voksenundervisning samt folkeskolens ældste klasser, men der er også en række bud til yngre klassetrin.
Som underviser får man med dette katalog et hurtigt overblik over organisationernes materialer. Det vil også kunne gøre god gavn som redskab for eleverne i forbindelse med projektopgaven. Derimod er det stadig nødvendigt at bruge andre kanaler for også at finde de kommercielle forlags globale materialer. En samkøring ville være en stor hjælp, så man kun skal søge ét sted. I denne udgave af kataloget indgår Geografforlaget med nogle titler, og det kunne netop være løsningen, at øvrige forlag i næste udgave på lignende måde bidrager med relevante udgivelser. Til den tid er Skole- eller Sektornettet forhåbentlig i fuld aktivitet, og det vil derfor være en overkommelig opgave i elektronisk form.
Jorden rundt på 45 minutter 1997
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.