Heldigvis er de altid to på arbejde på døgninstitutionen. Drengen vil have flere lommepenge, den mandlige pædagog siger nej og nej og nej igen. Og pludselig reagerer den store dreng. Han sparker med fuld kraft pædagogen i skridtet. Pædagogen falder bevidstløs til jorden. Marianne har mange års erfaring med udadreagerende børn og varetægtsfængslede under 18 år, så hun reagerer med det samme. Med sine teknikker fra selvforsvar, giver hun drengen et knæ i knæhasen, får ham ned på gulvet og pacificeret. "Jeg handlede fuldstændig efter bogen og får ringet til politiet. Det var en voldsom oplevelse, men jeg var helt rolig. Vi skulle have klaret situationen og have taget hånd om min kollega", fortæller hun. Hun havde en kort snak med sin leder og cyklede så hjem. Men reaktionen kom senere. "Da jeg kom hjem, var jeg utroligt angst. Jeg var bange for, at han stod bag ved bruseforhænget, og jeg kiggede bag ved alle dørene og ind i skabene. Jeg var ret paranoid i fjorten dage. Det var mig, der havde fået ham ned, så jeg følte mig truet".
Kollegerne var en stor hjælp Marianne er 42 år og arbejder i dag i et 10. klassecenter. Før det var hun på specialområdet i mange år, og der blev man dagligt truet eller svinet til. "For fem år siden gik det ind, men jeg er blevet så hærdet, at jeg når at tackle det, inden et barn bliver rigtigt truende. Det handler meget om at føle sig tryg", fortæller hun. Efter episoden med kollegaen fik hun hjælp fra døgninstitutionen. Hun brugte kollegerne meget og talte episoden igennem mange gange. Hun kom på arbejde igen med det samme, men drengen blev flyttet fra institutionen i tre uger. "Det var mig, der kørte ham de 50 kilometer hjem til hans forældre. Jeg var bange, men jeg tænkte, at det kunne jeg godt klare. Og jeg er rigtig glad for at jeg gjorde det, for det hjalp mig at gøre det". Marianne mener, at det betød meget i situationen, at hun i forvejen havde en rigtig god relation til drengen. Hun er sikker på, at han hele tiden vidste, at hun ville ham det godt. "Hvis man ikke gider dem, så kan de mærke det med det samme, og så skal man ikke arbejde sådan et sted. Det er meget, meget vigtigt, at dem, der arbejder med børn og unge ved, hvad det er for signaler, de sender. Børnene har en rygsæk med og læser folk ud fra deres erfarin-ger, så sprog og kropsproget er utroligt vigtigt".
Man skal have noget ballast med sig Marianne undrer sig over, at hun hører kolleger lave sjov og være ironiske og sarkastiske over for børnene. "Mange af dem har et utroligt lavt selvværd og de bliver kritiseret meget. De er ofte også meget konkret tænkende. Så når der kommer en lærer ind og er alt for frejdig, så kan det gå galt". Jeg vil råde de unge, som vil ud og være lærere til at komme ud og mærke livet før de starter på uddannelsen. Man skal have noget ballast i rygsækken, før man starter".
Marianne er ikke lærerens rigtige navn. Hendes navn er kendt af redaktionen.
'Jeg kiggede efter ham bag alle dørene'
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.