Jeg er Frede (men det er ikke altid det de andre kalder mig)

Som titlens parentes antyder, er man et let mobbeoffer, hvis man hedder Frede og hører til de runde. Frede ved godt, at han indimellem er for meget. Når han griner for højt eller laver vandbomber i svømmehallen. Men han er ked af, at de andre griner af ham: »Det plejer at være mig, der gør noget dumt i klassen«, siger Frede og accepterer på en måde, at de andre har en grund til at mobbe.

Da klassen tager af sted på lejrskole, er Fredes strategi at gøre sig så lidt bemærket som muligt. Han passer virkelig på, og det går fint. Han er lige ved at nyde turen, og så sker det! Frede sætter sig på al maden. Han skrumper ind og bliver med egne ord til »en dum lille, latterlig Mini-Frede«. Og så vender stemningen pludselig med en begivenhed, der ikke skal nævnes her. Det ændrer på Fredes status, i hvert fald lige nu. Forhåbentlig varer det ved.

Man føler med Frede. Følelserne formidles godt, og det gør ondt ikke mindst Fredes stiltiende forståelse for, at tingene er, som de er.

Der er meget at tale om, meget som desværre er genkendeligt for mange elever. Gode, fortællende hel- og dobbeltsides illustrationer. Her er anvendt mange teknikker, og mon ikke de kunne inspirere til en snak i billedkunstlokalet.

En af tre billedromaner fra Dansklærerforeningen beregnet til de 9-12-årige som selvstændig læsning eller som fællesbog for hele klassen også for drengene.