Islam med danske øjne

Fra Harald Blåtand og fremefter, via korsridderne og Fremskridtspartiet, har danskerne haft behov for at afgrænse sig selv som stamme fra muslimerne i det område af kloden, der med Europa som altings centrum kaldes Mellemøsten. Fjendebillede og fascination (islamiske lærde ydede værdifulde bidrag til videnskabens udvikling, og mange skrifter fra antikken overlevede kun gennem arabiske oversættelser) har gået hånd i hånd i forhold til den offentlige debat om islam og muslimer, som har været et tema i Danmark siden det første korstog i 1095-99.

Forfatteren har afsøgt en imponerende mængde kilder, både samtidige, nutidige og skrifter af forfattere, der levede, forholdsvis kort efter at begivenhederne udspandt sig. Dermed har han kunnet give læseren et par factsmættede, men overkommelige og indsigtsfulde kapitler om de ideer og begivenheder, der formede den sene romertid og den tidlige middelalder.

Herudover belyser han, hvordan fem personligheder som Luther, Holberg, Grundtvig, Carsten Niebuhr og Johannes Østrup der etablerede orientalismen på Københavns Universitet faktisk gjorde en stor indsats for at sætte sig ind i arabernes levevis og religion.

Bogen er oplysende og saglig, men også et væsentligt bidrag i en polemik, hvis anden side udgøres af populistiske politikere og debattører, der argumenterer ud fra en skråsikker opfattelse af, at islam og dens tilhængere er ensidige størrelser. Og at det samme gælder for danskhed og nutidens gængse kristendomsopfattelse. Men religion og kultur er foranderlige referencer, mennesket kan gøre brug af, understreger forfatteren.

Bogen bør blive et standardværk for alle, der beskæftiger sig med tosprogede elever og deres religiøse og kulturelle baggrund. Og en vigtig reference for enhver ansvarlig samfundsborger.