Iris = Siri

Hvis en kvinde får lavet en klon af sig selv, bliver hun mor til sin egen tvillingesøster. Men når klonen er en nøjagtig kopi, er barnet også sin egen mor.

Det lyder som absurde logikøvelser, men det er faktisk det gennemtænkte og tankevækkende tema for denne science fiction-roman, der er glimrende oversat fra tysk.

Forfatteren angiver selv, at den er skrevet som en debatbog, men bortset fra de sidste sider med denne forklaring og en kort faktagennemgang af kloningsteknologiens udvikling i den virkelige verden er det pædagogiske budskab ikke anmassende. Det er slet og ret en velskrevet og velkomponeret roman, hvor en neutral fortællerstemme fører os gennem handlingen, mens klonbarnets følelser fortælles i en stærk og indlevet jeg-form. Der er stærke refleksioner over, hvem der har ret til at bestemme over et andet individ, når denne anden i bogstaveligste forstand er en selv, blot i yngre udgave. Men også over den egoisme og følelseskulde, der ligger bag drømmen om at berige eftertiden med en nøjagtig kopi af en selv. I romanen er den uundgåelige konsekvens, at trangen til selvstændiggørelse over for moderen også nedarves og kun kan opnås ved dennes død. I romanpersonernes tilfælde illustreres dette ved, at datteren som voksen nægter at efterfølge moderen i dennes veltilrettelagte rolle som berømt koncertpianist. Frigørelsen symboliseres ved, at de originale partiturer til moderens kompositioner klippes i stykker som led i datterens realisering af sig selv som billedkunstner. For enhver generation insisterer på at fortolke sit eget liv.