Dette særnummer er lidt af en guldgrube både for lærere med specialundervisning og for lærere med såkaldt normal undervisning.
Mange af de erfaringer og udviklingsprojekter, der begynder i specialundervisningen, kan senere udnyttes i og tilpasses den almindelige undervisning.
Særnummeret indeholder artikler om brug af Internet og e-mail i specialundervisningen, udviklingsarbejder beskrives, og de mange værktøjer, der letter adgangen til Internettet, gennemgås.
Jette Vestergaard Mikkelsen skriver om, hvordan brug af Internettet blev et gennembrud for arbejdet med specialundervisningselever i fjerde til syvende klasse. Fokus blev flyttet fra elevernes læse-/staveproblemer igennem læse-/skrivearbejdet på Internettet. Et biprodukt var, at eleverne blev 'computereksperter', der kunne hjælpe deres klassekammerater.
Kirsten Marie Hansen har en god artikel om læsning og oplæsning på Internettet, hvor hun gennemgår oplæsningsprogrammerne 'Vital', 'InfoVox', 'WiVox', 'Zoom Text', 'Jaws' og 'Cd-Ord2'.
Peter Müller fra taleinstituttet i Aalborg skriver om fordele og ulemper ved fjernundervisning af en elev med læsevanskeligheder. Eleven tog 10. klasse på VUC. Eleven havde læse- og staveproblemer. Programmet 'Iris Ordbank' hjalp ham med at få styr på sine stavefejl. Men forløbet var ikke ubetinget en succes, selv om eleven var motiveret og mestrede teknikken. Elevens besvarelser var overfladiske, og læreren følte, at han manglede kontrol med undervisningsforløbet. Fjernundervisningen skulle spare lærertid, men det viste sig, at den var meget tidskrævende. Det tekniske arbejde med at scanne ind, ændre opgaveformuleringer og vedhæfte filer krævede en del af den uøvede lærer. Fjernundervisning kræver disciplin og struktur fra begge sider. Det er modigt og velgørende, at problemer med et sådant undervisningsforløb fremlægges sååbent. Også negative erfaringer er værdifulde.
En række handicapgrupper har særlig gavn af Internettet, men deres handicap kræver ofte særlig tilpasning. Blinde elever kan få teksten læst op. Der findes et selvstændigt program, 'en skærmlæser', der kan formidle information fra skærmen videre til brugeren i form af forstørret skrift, syntetisk tale og punktskrift eller en kombination heraf. Det fungerer sammen med computerens andre programmer. Især blinde og døvblinde kommunikerer med computeren ved hjælp af en skærmlæser, men svagsynede og ordblinde vil også kunne have glæde af den. Skærmlæseren kan dog ikke fortolke visuelle symboler, medmindre de indeholder en forklaring eller beskrivelse i form af en tekst.
E-mail og kommunikation over Nettet giver døve og døvblinde elever muligheder for kommunikation.
Gerda Nielsen har en spændende artikel om at skrive med symboler. I en sådan tekst vises skriftbilledet og de tegnede symboler samtidig. Udgangspunktet er programmet 'Writing with symbols', der er ved at blive oversat til dansk.
Specialskoler på Bornholm, Gotland og Ålandøerne deltog i projektet 'Mail over Østersøen'. Her nøjedes man ikke med den elektroniske kontakt, men sluttede af med en fælles IT-lejr.
Henrik Eckert omtaler programmet 'Handy mail', et e-mail-program til udviklingshæmmede, der ikke kan læse.
Trygve Andersen skriver om udviklingsprojekter for hjerneskadede, der skal hjælpes via Internettet. Det stiller helt specielle krav til udformningen af brugergrænsefladen, der skal tilpasses den enkeltes funktionsnedsættelse og udbygges i takt med brugerens fortrolighed med mediet.
Karin Erbo, læse- og fagkonsulent for specialundervisning i Undervisningsministeriet, kommer med et væld af Internetadresser, der kan hjælpe en i det daglige arbejde.
Marianne Henriksen skriver om ophavsretten. Det er frit at kopiere fra Internet og andre medier, når der er tale om eksemplarer til handicappede.
Kirsten Marie Hansen og Søren Aalykke skriver en instruktiv artikel om søgning på Internettet. Søgemaskiner som 'Alta Vista', 'Hot Bot' og 'Kvasir' omtales, og det demonstreres, hvor store forskelle i resultatet der er på brede søgninger og præcise søgninger.
Jakob Thaysen fortæller om, hvordan man laver sit eget websted, og Trygve Andersen og Ole Wriedt skriver om browsere og andet værktøj. De fortæller også om, hvordan man downloader, og hvordan man laver sin egen startside.
Køb hæftet og hent inspiration til en tur ud i cyberspace med jeres elever.
Teknologi til undervisning og kommunikation
- Internet i specialundervisning
Særnummer af tidsskriftet HIT
56 sider, 125 kroner
Hjælpemiddelinstituttet, telefon 8678 3700
Internet og specialundervisning
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.