"Vi indfører smartboards, fordi vi kiggede på, hvordan en moderne skole skal se ud i et videnssamfund, og her mener vi, at en interaktiv tavle kan gøre en forskel", siger skole- og ungechef i Frederikshavn Kommune, Britta Andersen.
De tolv frederikshavnske skoler får hver to smartboards og projektorer.
På den interaktive tavle kan man skrive ligesom på en almindelig tavle, men derudover kan man via den medfølgende projektor vise film, tamlen er tilsluttet en computer med adgang til internettet, ligesom man kan gemme sin undervisning og hente tidligere lektioner frem på tavlen. Et smartboard med projektor koster 20.000 kroner.
Naturfag skal styrkes
I Frederikshavn er tanken med tavlerne at tydeliggøre it i undervisningen, og samtidig styrke undervisningen i naturfag. Abstrakte ting som molekylers opbygning kan nemmere illustreres, og i geografi er verdenskortene altid opdaterede, fordi de hentes på internettet.
"Vi så en Pisa-undersøgelse, hvor det ikke gik så godt i naturfag, men det er også et ønske om at opkvalificere i de fag, som nu bliver til eksamensfag i 2006. Her tænker jeg på biologi, geografi og fysik", siger Britta Andersen.
"Skolerne bestemmer selv, hvor de vil sætte tavlen op, men det vil formentlig være i et fysik- eller biologilokale. Vi har kun betinget os, at det skal være stationært, så man kan tænde for tavlen og hurtigt komme i gang", siger hun.
Projektet sættes i gang nu, og på Fladstrand Skole er det første smartboard allerede sat op. Til november evalueres projektet af et eksternt firma, og skolechefen håber på, at resultaterne er så gode, at der kan indkøbes flere tavler til næste år.
Interaktive tavler i Frederikshavn
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.