Forlaget har en mangeårig tradition for nydelige og nyttige naturbøger, herunder populære bestemmelsesværker. De var tidligere med tekst af danske forfattere og illustrationer af danske tegnere. I stedet får vi nu - med enkelte positive undtagelser - en lind strøm af oversatte udenlandske værker af vekslende kvalitet og relevans i forhold til danske brugere.
Det gælder også denne bog, som er en af de sædvanlige Dorling Kindersley-bøger. Den er meget flot og omtaler flere end 550 arter eller grupper af leddyr, flest insekter, men også spindlere, tusindben og krebs. I grunden ikke mange, når man tænker på, at der i verden findes flere end ti millioner arter af disse dyr.
Der er indledningsafsnit, som fortæller nogle generelle træk om de enkelte dyregrupper, og disse afsnit vil kunne bruges af eleverne. Det er et plus, at de er så fortrinligt illustrerede. Alle de mange sider med beskrivelser af enkelte arter eller grupper vil kunne have relevans ved at give et indtryk af de talrige forskellige og eksotiske former, hvormed livet kan manifestere sig i leddyrenes verden. Her kan man så godt ærgre sig lidt over, at der er medtaget relativt mange hjemlige arter, der kan findes i bøger, vi allerede har.
Illustrationerne består af tegninger, fortrinsvis af æg og larver, mens de voksne dyr er vist på fritskrabede fotos, oftest som insekter sat på nål, hvilket giver et godt indtryk af anatomien. Til gengæld må man så savne at se dyret i dets rette miljø.
For undervisningen en bog af ret begrænset interesse, men den vil kunne bruges supplerende og til udlån på skolebiblioteket.
Insekter fra hele verden
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.