Inklusive alle børn

Det kunne være en hvilken som helst folkeskole i landet, men det er noget specielt ved den her skole. Her er 20 børn med diagnoser som infantil autisme, Aspergers, ADHD og ADD, som går i klasser sammen med deres klassekammerater, der ikke har en diagnose.

Da Inger Føns, der er lærer på skolen, har sat sig ved bordet i sundhedsplejens lokale på skolen, som var ledig til interview, kigger hun ud ad vinduet på børnene, der leger på legepladsen udenfor.

"Man kan jo ikke se, hvem af børnene, der har diagnoser".

Inger Føns har været på skolen i 15 år, og hun er støtte for en pige med autisme i fem frikvarterer om ugen samt i nogle praktisk/musiske fag og ture ud af huset. Pigen er hun også klasselærer for.

"Der er sket en stor udvikling med hende, siden hun startede på skolen i 0. klasse. I begyndelsen var der meget store udfordringer, og hendes forældre og en specialpædagog var med hende det meste af skoletiden på skift. Fagligt er hun fuldt ud på niveau med sine klassekammerater. I frikvartererne er jeg med for at se, hvordan hun klarer det sociale, men det er ikke sådan, at jeg hænger op og ned ad hende."

Skoleleder: Ingen hokuspokus ved inklusion

Mærke stemningen

Inger Føns siger goddag og giver hånd til alle eleverne i klassen, når skoledagen begynder.

"Det gør, at eleverne kan mærke, at jeg er opmærksomme på dem alle. Men jeg gør det også, fordi det giver mig en mulighed for at mærke, hvordan de har det. Om der er en, der hænger lidt med hovedet og er ked af det. Det er ikke noget, jeg har lært på et kursus. Det er noget, jeg selv har fundet på. Jeg tænker hele tiden over, hvordan jeg kan blomstre i mit arbejde, hvor jeg ikke samtidig bliver drænet."

Hun laver altid en dagsorden på tavlen, hvor der blandt andet står, hvilke krav, der er til dagens opgaver, hvornår opgaven er løst og hvad opgaverne skal bruges til. For eksempel om det kun er noget læreren skal se, eller om det skal læses op for resten af klassen.

"Eleverne følger dagsordenen, og jeg stoler på, at de gør det. Jeg skal ikke bruge en masse tid på at skabe ro i klassen. De hjælper hinanden i undervisningen, og det kan så blive et lille problem, når vi har individuelle prøver, for så vil de også gerne hjælpe hinanden," siger hun med et smil.

Når inklusion skal lykkes kræver det, ifølge Inger Føns, bl.a. resurser og et optimalt skole/hjemsamarbejde.

"Det er motiverende at samarbejde med anerkendende forældre, der er indstillet på at selv at yde en stor indsats, og samtidigt påskønne det arbejde vi udfører, og de fremskridt der spores. Jeg synes ikke, at jeg har følt mig presset i arbejdet med at inkludere, men det er utroligt vigtigt med et godt samarbejde med forældrene. Et trygt samarbejde mellem skolen og hjemmet spreder sig til forholdet til eleven og undervisningsmiljøet."

Inger Føns fortæller, at en anden kritisk forudsætning for at inklusionsforløbet har fungeret så godt, har været indfasningsforløbet fra den specialpædagogiske støtte i de første skoleår til et fornødent antal lærerstøttetimer.

Spejler sig i normalen

Hun understreger, at det er meget vigtigt, at de andre elever i klassen ikke føler, at de bliver overset.

"Jeg er hele tiden opmærksom på, at de andre elever mærker, at jeg er der for dem, og det er også meget vigtigt, at forældrene til eleven med autisme giver mig informationer om deres datter, så jeg kan tage de nødvendige hensyn, men forældrene er også helt klar over, at jeg har andre elever, der også skal tages hensyn til."

Inger Føns er meget opmærksom på, at balancen mellem, hvor meget indflydelse forældrene får, bevares.

"Jeg har sagt, at de gerne må sende mig en SMS, hvis der er sket noget om morgenen eller dagen før efter skole, som kan have indflydelse på elevens humør. Men jeg har også sagt, at de ikke må forvente, at jeg svarer på en SMS kl. 7 om morgenen, hvor jeg gør min egne børn klar til skole. Det må ikke tage overhånd, så kunne jeg jo være på arbejde hele tiden."

Hun er ikke i tvivl om, at eleven får meget ud af at gå i en normalklasse.

"Jeg og forældrene kan se, at deres datter profiterer af at spejle sig i de andre børn. Omvendt bidrager hun også til klassen, blandt andet har hun en meget god hukommelse, og hun kan altid huske det detaljeret, hvis jeg spørger klassen om, hvad det var, vi aftalte ugen eller dagen før."

Tilsvarende er Inger Føns heller ikke i tvivl om, at en succesfuld inklusion har en positiv indflydelse på klassen i form af en øget tolerance.

Mange brikker i spil

Med så mange børn med diagnoser, kræver det en masse planlægning og kommunikationen mellem kollegerne og ledelsen skal være knivskarp.

"Det er et stort puslespil at få støttetimerne til at gå op. Men det går bare ikke, hvis der lige pludselig kommer en helt fremmed ansat ind til en elev, der er blevet tryg ved en anden ansat. Hvis jeg bliver syg, og der skal en vikar på, så ved mit team, hvad det er, jeg plejer at gøre."

Det kan være hårdt at huske på alle de specielle regler, der gælder for de enkelte elever.

"En elev har måske fået lov til at være inde i frikvarteret, og så er det vigtigt, at den kollega, der har vagten indenfor ved det, så de ikke begynder at skælde ud. Det kan også være hårdt at skulle huske at informere alle de andre om ting, der vedrører den elev, jeg er støtte for, men det er nødvendigt, hvis det skal fungere."

Efter sommerferien skal Inger Føns sige farvel til sin 5. klasse og ned og starte med en 1. klasse.

"Det har jeg da gjort mig mange tanker om. Jeg har jeg besluttet at spørge forældrene til råds om, hvad de tror, der skal til for at deres datter kan føle sig tryg ved overgangen til den nye lærer. Ikke at de skal diktere det, men jeg vil gerne have dem med på råd."

Eleverne lærer mindre med inklusion

Hun har ikke oplevet, at det ikke lykkedes at inkludere en elev, men hun har oplevet, at en kollega synes, det var rigtig hårdt med en udadreagerende elev.

"Her blev ledelsen inddraget, og det endte med ekstra støtte, så det ikke gik ud over de andre elever i klassen. Når vi skal have nye børn med en diagnose ind i klasserne, så drøfter vi det i de selvstyrende teams, og vi bestemmer stort set, hvilke klasser de vil passe ind i, så sammensætningen bliver mest optimal i forhold til de andre elever, der går i klassen."

Inger Føns bor selv i lokalområdet, og det er hendes indtryk, at skolen har et godt ry blandt folk.

"Det er vigtigt, at vi siger til forældrene, at viljen til at gøre en forskel for deres børn er til stede hos de ansatte her på skolen, og vi gør det, så godt vi kan. Men det er også vigtigt at have energi og overskud, og det får jeg blandt andet ved at se nogle glade børn og forældre og se børn vokse, selv om de har nogle andre forudsætninger og udfordringer."

Styr på teknik og computere

Kim Boe Kristoffersen er 27 år og blev færdig som lærer i 2011 fra Skive Seminarium. Han bor i Herning, men her var der ingen job at få. Han begyndte på Hvinningdalskolen i et barselsvikariat, men er nu fastansat, og han overvejer at flytte til Silkeborg sammen med sin kæreste. Han underviser i dansk, idræt, geografi og historie.

"Da jeg kom til skolen, lagde jeg mærke til, at der var en god og åben stemning. Alle hjælper alle, og jeg fik som ny god hjælp af mit team, men også af de andre lærere på skolen. Alle elever skal være med i fællesskabet, og det er vigtigt, at alle føler, at de er med."

Han er støttelærer for en elev med autisme, som han er med seks timer om ugen i en 7. klasse.

"Jeg hjælper ham med at holde fokus på opgaverne. Jeg skal sikre mig, at han har forstået opgaven, og nogle gange skal jeg hjælpe ham i gang med en opgave. Han er meget god til at arbejde selvstændigt."

Kim Boe Kristoffersen oplever, at det ikke nødvendigvis er børnene med diagnoser, der skaber flest problemer. Det kan lige så godt være børn uden en diagnose.

"Jeg ved ikke ret meget overordnet om autisme. Jeg tager udgangspunkt i det, jeg oplever med eleven. Hvis det er et nyt barn, så kan jeg altid spørge de kolleger, der har haft eleven i de mindre klasser, men det vigtigste for mig er at lære eleven at kende ved at snakke med eleven selv om alt muligt forskelligt. Det bruger jeg mange kræfter på. Hvis jeg ikke kender eleven, kan jeg umuligt vide, hvad elevens behov er. Jeg var på en uges kursus i inklusion, og det gav lidt mere teoretisk viden. Det gjorde også, at jeg tænkte mere over, hvorfor jeg gør som jeg gør i mit arbejde på skolen."

Forældrene til eleven med autisme ville gerne have, at Kim Boe Kristoffersen skulle føre en slags dagbog over de ting, som eleven havde oplevet i skoletiden.

"Det havde andre lærere gjort før mig. Men jeg forklarede dem, at det skulle jeg bruge for meget tid på, og den tid ville jeg hellere bruge som støtte for deres deres søn. Det synes forældrene gav god mening."

Han oplever, at der er en god støtte fra ledelsen på skole, og der er en holdning til, at man ikke ser på et barn med en diagnose som noget negativt.

"De andre elever er gode til at hjælpe eleven med autisme, men omvendt er der også ting, som han er rigtig god til, blandt andet teknik og computere. Her er det ham, der hjælper sine klassekammerater," siger Kim Boe Kristoffersen.