Inklusion: Mød barnet »som ekspert på sig selv«

Tendenser på samfundsniveau griber ind og få konsekvenser for det enkelte individ, og selv om disse tendenser og processer kan være svære at udpege - fordi man nemt tager dem for givet, og acceptere dem som »den rigtige måde« at handle« - er det dem Stine Møller Jakobsen fra Læreruddannelsen i Esbjerg ved UC Syddanmark forsøger, at sætte ord på i sit professionsbachelorprojekt om overgangen mellem specialtilbud og inklusion i folkeskolen.

»Hvordan kan en lærer ud fra systemisk og narrativt perspektiv forklare og forstå en udsat elevs adfærd, og hvordan kan videre handlemuligheder skabes ud fra denne forståelse, i samarbejde med eleven?« spørger hun i sin problemformulering.

Lærerens arbejde med inklusionsudfordringerne er enormt komplekst; man skal være opmærksom på de skjulte inklusions- og eksklusionsmekanismer og hele tiden udfordre sin egen forforståelse for at kunne møde en udsat elev der, hvor han eller hun er, skriver Stine Møller.

Nogle af udfordringerne er vilkår, som ikke kan ændres, og som læreren derfor blot må arbejde ud fra. Et eksempel er diagnoser. Men det er ikke lærerne, der skal stille diagnoserne, lærere skal agere professionelt og modarbejde, at en diagnose udmunder i en eksklusionsproces, mener Stine Møller. »En udsat elevs udfordrende adfærd kan meget vel vise sig at være et opgør med de rammer og processer, som eleven mærker effekten af, men står magtesløs overfor. Det kan være resultat af præmisser, som for eleven er blevet udviklet gennem livet, og i dette tilfælde, frustration over ikke at have indflydelse på sit eget liv«.

Stine Møller håber på og argumenterer for, at »det helhedsorienterede og systemiske perspektiv« ikke blot vinder indpas som ideologi, men som pædagogisk praksis. Det stiller store krav til læreren, som »konstant er nødt til at udfordre sin egen position i et meget komplekst felt, hvor man sjældent har adgang til alle medspillere«, skriver hun. Til gengæld giver det mulighed for at se barnet fra en ny vinkel, samtidig med, at barnet kan opleve reel anerkendelse, fordi det bliver spurgt, hørt og anerkendt som »ekspert på sig selv«. Den tilgang rummer en potentiel motivationsfaktor, der kan udløse ekstra kræfter til gavn for inklusionsarbejdet, fordi eleven selv er med til at udtænke handlemuligheder, der kan have gavnlig effekt, argumenterer hun.

»Normalitetsbestemmelser og standarder er et ufravigeligt vilkår - der altid vil være en del af folkeskolen, fordi folkeskolen er en del af samfundet«, så de vil til stadighed skabe udfordringer for lærerens arbejde. Derfor kan lærerens forståelse og evne til at bevare et helhedssyn - og dermed et syn på barnet som en resurse - blive en afgørende faktor for at få inklusion til at lykkes, mener hun.

Men, slutter Stine Møller Jakobsen: »Selv den dygtigste og mest helhedsorienterede lærer kan komme ud for, at hensigten om at møde eleven, hvor han eller hun er, mislykkes til trods for indsigt og forståelse for elevens sociale arenaer og situationer. End ikke den systemiske tilgang med blik for helheden kan fungere som en sikker metode, når der skal navigeres i lærerens komplekse og omfattende arbejdsforhold. Som kommende lærer vil det være naivt at forestille sig, at man aldrig vil blive afvist af en elev, hvis bare man viser oprigtig interesse«.

Se hele projektet under EKSTRA til højre:»Det kan godt være, at min historie ikke ligner alle andres, men jeg er sgu ikke dum« - Et narrativ fra overgangen mellem specialtilbud og inklusion i folkeskolen