Inklusion kræver demokratisk proces

"Jeg har ikke mødt en lærer, der siger, at de ikke synes inklusion er vigtig. Men lærerne står meget alene med ansvaret og må udvikle egen ny praksis. De mangler ofte et fælles udgangspunkt, fordi de ikke har kendskab til kommunens mål, værdier og ledelsens holdning", sagde Camilla Dyssegaard på DLF-konference om inklusion.

Hun er cand.pæd.psych. og arbejder som psykolog på PPR i Lyngby-Taarbæk og har tidligere skrevet ph.d. om inkluderende pædagogik - intentioner og virkelighedens verden.

Skoleudvikling er præget af top-down-processer, hvor man glemmer at få lærerne med. Ledelsen udarbejder målene og forventer, at de bliver omsat til praksis. Camilla Dyssegaard fortalte, at hvis inklusion skal lykkes, kræver det en demokratisk proces, hvor alle på skolen kender de bagvedliggende værdier og sammen arbejder for at omsætte værdierne til praksis.

Vi skal tilbage til processer, hvor udviklingen kommer nedefra. Hvor vægten er på lærernes professionelle viden og aktive involvering i udviklingen. Hvor alle er med i arbejdet og kender målene, lød nogle af Camilla Dyssegaards pointer.

Det handler om, hvordan man kan udvikle skolen og ikke om hvordan inklusion bør se ud på skolen.

Lærere oplever inklusion som spareprojekt

Camilla Dyssegaards undersøgelser af effekten af inklusion viser, at for at lykkes skal alle have fælles værdier og fælles strategier. Man skal arbejde sammen. Desuden er det vigtigt, at man bruger begrebet inklusion frem for rummelighed, at man har viden om undervisningsmetoder og -materialer, har velkvalificerede specialundervisningslærere og adgang til AKT og læseekspertise.

Men - som en lærer siger i hendes undersøgelse - så oplever mange lærere, at inklusion sker for at få skemaet til at gå op, og for at kommunens kan spare penge.

"Man glemmer, at man er nødt til at tage et skridt ad gangen. Tage et mål ad gangen og holde dem op mod værdierne. Man skal have indsatsområder for et år ad gangen. Første år kan der for eksempel være fokus på teamsamarbejdet. Og hvis man ønsker at arbejde med klasserumsledelse, så er det hele skolen, der skal arbejde med det", mener Camilla Dyssegaard.

Hun understreger, at inklusion er en stor udfordring, og at især udadreagerende børn fylder meget i arbejdet.

"I mit forskningsprojekt viste det sig, at to-lærer-ordninger ikke fungerede. Det er specialundervisningviden, der er behov for i inklusionsarbejdet. Og så er det vigtigt, at lærerne arbejder sammen, går ind i hinandens praksis og måske superviserer hinanden".

Hun understreger også, at der er en grænse for inklusion. Skolen skal ikke blot rumme et barn, hvis barnet ikke har et fagligt udviklingspotentiale og ikke har et socialt fællesskab med klassen.

Se Camilla Dyssegaards slides fra konferencen via linket til højre.