Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job

Inklusion kan være svær i praksis

I tre dage talte 300 deltagere om inklusion og rummelighed på Nordisk Specialpædagogisk Konference. Men arrangørerne havde ikke taget højde for, at der kunne melde sig handicappede til konferencen og havde derfor ikke den fornødne hjælp parat.

Henrik Stanek Freelancejournalist
Start debatten
12. oktober 2007, kl. 15:07

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring.

Start debatten

Allerede på konferencens første dag blev Anne-Mette Bredahl, cand.psyk. og dansk medaljesluger i skiskydning for blinde og svagtseende, så træt af at høre på 'festtalerne' om, hvordan man stræber efter øget inklusion i skolen, at hun bad om ordet:

"Inklusion bør ikke kun gælde i skolen. Da jeg skulle melde mig til konferencen, ledte jeg forgæves efter et felt, hvor jeg kunne skrive, at jeg har særlige behov. Og da jeg kom i dag, fik jeg udleveret en bunke papirer, som jeg ikke kan læse", sagde Anne-Mette Bredal, der kan skelne mellem lys og mørke.

Siden 1992 har hun haft konsulentopgaver med dels at integrere handicappede børn og unge, dels at udvikle hjælpemidler. Hun har også undervist pædagoger og lærere og været tilknyttet et norsk helsesportscenter, hvor man bruger fysisk aktivitet i rehabilitering af handicappede børn, unge og voksne. I øjeblikket gør hun sin ph.d. færdig på Norges Idrætshøjskole.

Ikke et urimeligt krav

Selv om der ikke var et felt til at angive sine eventuelle særlige behov på tilmeldingsblanketten, fandt hun et sted at skrive, at hun havde brug for at få tilsendt informationer om konferencen på e-mail, så hun kunne få læst det op af sin computer.

"Svaret svar, at jeg kunne hente programmet på arrangørernes hjemmeside, og det var fint nok. De kendte altså mit behov, og det er ikke urimeligt at bede om at få alle papirer tilsendt elektronisk. Det skete bare ikke, så jeg har måttet have andre til at fortælle mig, hvilke workshopper jeg skulle deltage i. Det er helt tydeligt, at arrangørerne ikke har tænkt på, at der kunne komme handicappede deltagere", siger Anne-Mette Bredahl på konferencens anden dag til specialpaedagogik.dk.

Inklusion handler om at føle sig velkommen

Selv i de 'bedste' kredse kan der være langt fra festtaler til praksis.

"Da jeg i 1999 begyndte at deltage i konferencer i International Federation of Adapted Physical Activity, der forsker i idræt for handicappede, kunne jeg heller ikke få elektroniske programmer til konferencerne. Men jeg blev ved med at efterlyse dem, så til sidst bad de mig træde ind i bestyrelsen, så jeg kunne være med til at lave om på det", fortæller Anne-Mette Bredahl, der tog imod opfordringen.

Det handler om prioritering, mener hun.

"Der er trods alt tale om en konference om specialpædagogik og ikke om en generalforsamling i den lokale håndboldklub. Inklusion handler også om, at man føler sig velkommen, og det får man et signal om, når man kan angive sine særlige behov ved tilmeldingen. Det gør man ikke, hvis man skal mase på og kræve særbehandling".

Anne-Mette Bredahl var for nylig til en konference i Brasilien, hvor der var ansat studerende som en slags værter for handicappede deltagere.

"Jeg behøvede hverken bekymre mig om, hvordan jeg skulle komme på toilettet, til frokost eller rundt til de forskellige workshopper. Jeg havde ikke bedt om en assistent, det var blot en god service. På mange konferencer er der tag-selv-bord til frokost, men hvis man går med krykker, kan man ikke balancere tallerkenen ned på plads, så også her er der brug for hjælp".

Bedre held næste gang

Anne-Mette Bredahl luftede ikke sin kritik på konferencen, fordi hun var sur, men fordi hun gerne vil være med til at forbedre forholdene til næste gang.

Konferencen i København var arrangeret af Nordisk Forbund for Specialpædagogik. Forbundets præsident og medlem af hovedstyrelsen i DLF, Leif Sort, erkender, at arrangørerne ikke havde forudset, at der ville komme handicappede deltagere.

"Politikere og forvaltningsfolk har normalt ikke særlige behov, men jeg kan godt forstå, at den tilgang ser underlig ud. Det er en mangel fra vores side", erkender Leif Sort.

Helt på bar bund var arrangørerne dog ikke. De havde således koblet et headsæt direkte på lydanlægget til en hørehæmmet deltager, og kørestolsbrugere ville have kunnet komme rundt til alle lokaler, selv om konferencen foregik over tre etager.

"Desværre har det været et spørgsmål om at holde udgifterne nede for at få økonomien til at hænge sammen. Det er ingen undskyldning, men en forklaring. Jeg har noteret kritikken og vil undersøge, hvad vi kan stille til rådighed af hjælp, og hvor vi eventuelt kan søge om økonomisk støtte, hvis jeg igen skal være med til at arrangere en konference", lover Leif Sort.

Start debatten
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Inklusion kan være svær i praksis

Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplan
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS