Inklusion - hvornår er vi tilfredse?

En klog mand sagde engang: Man kan have 20 års erfaring, og så kan man have et års erfaring 20 gange. Fredrik Ahléns bog er som skåret ind i det indledende citat. Forfatteren, der i mange år har beskæftiget sig med skoleudvikling i Sverige, oplever, at lærere og pædagoger ofte tror, at de kan organisere sig ud af alle problemer i hverdagen ved på mange måder at fortsætte med at gøre meget af det samme, som de hidtil har gjort. Det svarer til, at vi sidder i bilens førersæde og forventer, at vi kan løse motorproblemer ved at trykke på nogle knapper inde i førerkabinen - eller måske sparke eller løbe bilen i gang.

I skolen finder man en oplevelse af en stigende grad af problemer, som hyppigt forklares med ydre faktorer. Dette kan være problematiske elever, manglende viden (og værktøjer), krævende forældre og øget arbejdspres. Men er vi som professionelle selv villige til at bevæge os? spørger forfatteren. Han hævder i bogen, at bevægelse er den eneste faktor, der må forblive konstant, hvis vi ønsker at takle de mange udfordringer, der er forbundet med udvikling af den inkluderende skole. Dette indebærer blandt andet, at skoleledere, lærere og pædagoger må påtage sig opgaven, sammen, også selvom man ikke gør det af lyst eller synes, det er nødvendigt.

En af bogens væsentligste pointer er, at vi må blive enige om, hvad vi forstår ved inklusion. Vi skal blive mere tydelige på, hvad det er, vi vil se. Hvad vil vi gerne se i klasserummet, førend vi er tilfredse? Hvordan kan vi se, når eleven forbedrer sig, og udvikling og læring har fundet sted?

Forskning peger på, at utilfredshed ikke nødvendigvis erstattes af tilfredshed, når problemer forsvinder. Den må vi arbejde for. I bogen findes der mange eksempler på, hvordan man kan arbejde med en konkretisering af pædagogiske og læringsmæssige problematikker, der knytter sig til inklusion. Det handler om forventninger, tryghed, socialt klima, ro, urolige elever og tilrettelæggelse af læringsmiljø.

Dette er en vigtig bog, som med stor fordel kan læses af såvel skoleledere som andre, der er ansvarlige for det løbende arbejde med rådgivning og udvikling af den inkluderende skole. Man kan også håbe på, at lærere og pædagoger vil give sig tid til at læse og afprøve nogle af de forslag og øvelser, der er lagt op til i bogen (selvom den er på svensk), da det er spørgsmål, der er relevante i forhold til at skabe udvikling for alle elever. Forfatterens pointe er netop, at det kræver mange små skridt og konstant bevægelse at udvikle en inkluderende skole – for alle.