Ingen læring uden vært - heldigvis

”Pædagogisk værtskab skal ikke ses som et nyt koncept”, understregede Rasmus Alenkær for et par måneder siden i en artikel her på folkeskolen.dk. Lige siden har jeg glædet mig til at læse bogen. For hvad er ”pædagogisk værtskab” så, og hvordan kan vi bringe det i spil derude i skolen? Forfatterens primære ærinde med bogen er at introducere begrebet ’pædagogisk værtskab’ og relatere det til blandt andet opgaven med at minimere den undervisningsforstyrrende uro i skolen. De voksne i skolen påtager sig et 'pædagogisk værtskab' og børnene i skolen hjælpes til at påtage sig et 'medværtskab'.

I bogens første kapitel præsenteres og defineres dette 'pædagogiske værtskab' og principperne, som forfatteren har bygget sin teori op omkring. Herefter zoomes der ind på uro, som begreb i relation til skolen og uroens betydning for voksne, børn og forældre. Herefter følger forfatterens bud på, hvordan det konkrete møde mellem børn og voksne kan udspille sig i undervisningen: Det personlige værtskab, som kommer til udtryk i de voksnes klasseledelse, relationsarbejdet og deres måde at undervise på. Forfatteren beskriver skolens undervisning som en fest, da der ”i overført betydning er en række fællestræk ved begge begivenheder.” Kapitel fire omhandler det strukturelle værtskab: Om skolen som ramme for fællesskabet, mens der i det femte ses på medværternes, børnenes, deltagelsesadfærd og de sociale dynamikker, der kan opstå. Her får læseren også et eksempel på et klasseforløb. Bogens afrundes med forfatterens pointer, anbefalinger og personlige henvendelse til skolepraktikeren.

Jeg er glad for at have læst ”Pædagogisk værtskab og uro i skolen”. og det er der flere grunde til. Først og fremmest føler jeg mig som lærer med mange år på bagen i folkeskolen, respekteret og forstået, for bogen er gennemsyret af, at forfatteren er aktør derude i skolen og selv har deltaget i både den gode og knapt så gode 'fest'. Forfatterens praksiserfaringer, sammenholdt med teori og forskning i relation til undervisningsforstyrrende uro som fænomen i skolen, er her blevet til en relaterbar, nuanceret og praksisrelevant bog, ubesværet læst og forstået, selv i en travl skolehverdag. Nuancerne opstår, da der også er et skarpt blik på det, der er svært, for eksempel at undervisningsforstyrrende uro er komplekst og ikke bare kan quickfixes. Forfatterens ultimative mål med bogen er ”at læseren med bogens anbefalinger, kan være medskaber af det, som man kunne kalde positive og nærværende møder mellem mennesker, hvor skolens børn føler sig velkomne”: Hermed min varme anbefaling med tak for en god bog!