Flere lærere og sikkerhedsrepræsentanter på skoler har i de seneste dage ringet til Danmarks Lærerforening for at høre, hvordan de skal forholde sig i forhold til influenza A forud skolestarten i næste uge. Folkeskolen.dk har stillet en række af de spørgsmål, der melder sig, til Sundhedsstyrelsen:
Hvem kan/skal tage beslutning om at lukke en skole. Er det den enkelte skoleleder, kommunen, eller kan der ligefrem blive tale om, at man fra Sundhedsstyrelsens side beslutter at holde alle folkeskoler lukket i fx en uge?
Det er en beslutning, som skal tages i kommunen. Sundhedsstyrelsen kan anbefale at lukke skoler under en epidemi og kan rådgive kommunen via embedslægerne. Men det er en beslutning, som skal tages lokalt.
Kan man sige, hvor mange sygdomstilfælde på en skole, der vil berettige en lukning?
Det må bero på en lokal vurdering.
Skal man som lærer passe ekstra på og fx blive hjemme fra skole, hvis man har hoste, eller hvis medlemmer af ens husstand har influenza?
Lærere skal som alle andre blive hjemme, hvis der er mistanke om, at de har influenza eller bringer smitte videre. Der gælder ikke særlige regler for lærere, men det er klart, at det må indgå i vurderingen, at de har et arbejde, hvor de er i kontakt med mange mennesker.
Bør skoler undervise specielt i håndhygiejne mv. i forbindelse med en kommende epidemi - eller er det tværtimod mere aktuelt at bruge kræfter på at berolige børnene?
Det er ikke et enten-eller. Det er en god ide at benytte situationen til at lære børn en god hygiejne. Det er nyttig viden - også når der er ikke er epidemi. Samtidig er det naturligvis vigtigt, at læreren formidler til eleverne, at der ikke er grund til panik. Hidtil har sygdommen haft et relativt mildt forløb i de vestlige lande.
Skal man som gravid lærer være nervøs for at blive smittet på sit arbejde? Hvad kan man gøre for at beskytte sig i den situation?
Langt de fleste kvinder, der får influenza i graviditeten, gennemfører den uden problemer, og gravide har ikke større risiko end andre for at blive smittet af den ny influenza AH1N1. Gravide skal sørge for en god hygiejne, det vil sige, at de skal være omhyggelige med håndvask og undgå at opsøge syge. Hvis en gravid får influenzasymptomer, skal hun ringe til lægen.
Desinfektionsgel på toiletterne
Mange skoleforvaltninger og skoleledere har allerede sendt vejledninger til ansatte og forældre, der blandt andet indskærper vigtigheden af at vaske hænder. For eksempel har børne- og uddannelsesforvaltningen i Kolding bestilt flasker med desinficererende gel til kontorer og toiletter og opfordret skoler og daginstitutioner at gøre det samme. På kommunens intranet kan man løbende hente de seneste informationer, og forvaltningen sender informationsmateriale og plakater på vej ud til skolerne.
Beredskabsstyrelsen udgav sidste år hæftet 'Beredskabsplanlægning for pandemisk influenza' (se link til højre), som handler om, hvordan man forbereder sig på en influenzaepidemi i samfundsinstitutioner uden for sundhedssystemet, herunder folkeskoler.
Influenza A kan betyde skolelukninger
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.