"Det er en urimelig forringelse for vores indsatte. Vi er ganske vist kun en lille del af det samlede undervisningssystem, men vi har med nogle af de allersvageste mennesker at gøre, og vi har rigtig mange med behov for specialundervisning", siger Kaj Raundrup, der er undervisningsleder i Kriminalforsorgen.
Indtil 1. januar 2007 sendte skoler med specialundervisning for voksne lærere ud til fængslerne for at lave screeninger og undervise fanger på små hold. Nu fungerer skolerne på markedsvilkår og skal have betaling for ydelser, som tidligere var gratis.
"Vi har status som et VUC og skal ifølge loven afholde udgifterne til almen voksen uddannelse og forberedende voksenundervisning. Derfor har vi cirka 100 lærere ansat i systemet. Nogle af dem har heldigvis specialundervisning som linjefag, men det går ud over andre indsatte, når vi lader dem undervise i specialundervisning. For eksempel må vores selvstuderende på blandt andet HF klare sig med mindre lærerstøtte", siger Kaj Raundrup.
Mange indsatte har svært ved at læse, og det koster små 4.000 kroner at få udredt, om en fange er ordblind. Også den ydelse var tidligere gratis for fængslerne.
"Nogle af vores lærere har taget ekstra kurser, så de kan screene, om en indsat er ordblind, men det er en omfattende affære, og også den tid går fra andre indsatte", siger Kaj Raundrup.
Kriminalforsorgen er i dialog med Undervisningsministeriet om de ændrede økonomiske vilkår som følge af strukturreformen.
Indsatte i klemme i ny struktur
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.