Indføring i sund fornuft

Jørn Lunds nye bog er meget mere end sprogpuritansk revselse Et synspunkt er et synspunkt, og Jørn Lunds mening om en række fænomener i tilknytning til det danske sprog har ikke ændret sig, siden han for en måneds tid siden lagde udvalgsformandsnavn og formentlig også computer til den rapport fra Kulturministeriets interne arbejdsgruppe, der har udarbejdet et oplæg til en dansk sprogpolitik. Nogle formuleringer og hele afsnit i denne bog genkendes da også fra rapporten. Man kan næppe kalde bogen formandens egen mindretalsudtalelse, snarere en uddybning af visse emner, der i særlig grad ligger forfatteren på hjerte.

Bogen er fyldt med berigende oplysninger om, hvordan historiske og aktuelle politiske forhold har haft og har indflydelse på en lang række forhold omkring sproget, og kan som sådan lystlæses uden bekymrede miner. Men den rummer også velovervejede og -dokumenterede indlæg om vort sprog, der måske ikke så meget trues af det faktum, at andre sprog tales af langt flere mennesker, men af ren og skær ligegyldighed i en lang række private virksomheder og samfundsinstitutioner. Det er ikke kun sjusk med sproget, der bekymrer ham, men den omsiggribende ulyst til at gøre sig umage med noget som helst.

I bogen stiller han en række konkrete forslag, der skal styrke befolkningens muligheder for kommunikation med landsmænd og udlændinge. En af dem er at indføre et modul på tre uger i norsk og svensk i folkeskolens ældste klasser. Men ellers er det indflydelsen fra engelsk, der nuanceret og kyndigt behandles.

Domænetab er fagudtrykket for, at engelsk fortrænger dansk i visse dele af samfundslivet. Videnskabelige publikationer er en af dem. Især naturvidenskabsfolk har vænnet sig af med at skrive på dansk, når de skal give deres forskningsresultater videre. Selv om universiteternes rektorkollegium har anbefalet det, er det sjældent, at engelsksprogede forskningsrapporter forsynes med dansk resume. Dette går ikke blot ud over indholdets tilgængelighed for mindre avancerede studenter, det forhindrer også, at der bliver udviklet en tidssvarende faglig terminologi på dansk. Som jeg forstår det, efterlyses der ikke sprogpuritanske fordanskninger i stil med den islandske politik eller H.C. Ørsteds lange lister over danske betegnelser for grundstoffer og andre naturvidenskabelige fænomener. Det anbefales blot, at man ikke bruger et måske halvt forstået engelsk ord i situationer, hvor et dansk ord vil være mindst lige så præcist. Ud over formidlingen ser jeg en anden fare, som kan formuleres ved spørgsmålet: Når forskere på en international kongres skal sammenfatte ny erkendelse og navngive begreber på engelsk, som spiller sammen med begreber uden for den snævre fagverden eller giver nyt liv til gamle metaforer, hvem er det så, der navngiver og vinder videnskabelig merit de engelsksprogede forskere eller de danske, der, som Jørn Lund påpeger, ofte ikke taler nær så godt engelsk, som de selv tror? Man skal altså gøre sig umage med sine formuleringer. I afsnittet »De dyre ord« beskriver forfatteren en række erhvervsvirksomheders formulerede målsætninger, der er inspireret eller måske ligefrem skrevet af frit fabulerende konsulenter.

Jeg tror, at en del skoler kan være taknemmelige over, at han ikke har kastet sig over de udviklings- og handleplaner, man kan læse på deres hjemmesider.