Ikke alle børn kan inkluderes, men alle skal behandles ordentligt

"Åhh nej, ikke Pia," udbrød elever ofte om morgenen, når hun ankom med bussen til specialskolen. "Jeg gider ikke sidde ved siden af hende, og "Hun driller og hun er dum," var andre kommentarer i klassen. Pia havde oftest svært ved at koncentrere sig om de stillede opgaver eller havde travlt med at komme i kontakt med andre. Konsekvensen var irettesættelser eller et "time out" uden for døren.

Pia er 14 år, udviklingshæmmet og bliver medicineret for epilepsi. Hun går i klasse med 11 andre, fortæller Linda Toft i sit bachelorprojekt fra Læreruddannelsen i Odense under Professionshøjskolen Lillebælt.

Provokerende og ondskabsfuld

Ved Linda Tofts første møde med Pias lærere og pædagoger på praktikskolen, udtrykker de frustrationer over Pia og beskriver hende som "provokerende og ondskabsfuld" over for klassekammerater og personale. Pia ender jævnligt i konflikter, hvor hun skubber, niver, sparker eller overfuser børn og voksne. Konflikterne ender oftest med, at hun bliver taget ud af fællesskabet, hvor en lærer eller pædagog så prøver at tale med Pia om hendes problemer og opførsel, fortæller Linda Toft.

Udfordrende adfærd

Eleven Pia er udgangspunktet for bachelorprojektets analyser, og i problemformuleringen lyder Linda Tofts spørgsmål: "Hvordan kan elever med udfordrende adfærd forstås og inkluderes i skolen både fagligt og socialt? Hvilke krav stiller dette til læreren, undervisningen og skolen?"

Der tales bevidst om "udfordrende adfærd" i stedet for "problemadfærd", da det ifølge flere teoretikere er vigtigt at have en positiv indstilling i forhold eleven. Adfærden skal ses som en udfordring frem for et problem, mener Toft.

Dynamisk, vedvarende og gensidig

"Inklusion er den dynamiske og vedvarende proces, hvori skolen øger mulighederne for tilstedeværelse, oplevelse af fællesskab, aktiv deltagelse og højt læringsmæssigt udbytte for alle elever," refererer hun Rasmus Alenkær.

"Der findes ikke kun én rigtig måde eller løsning til at skabe et mere inkluderende miljø. Den enkelte elevs behov, udvikling og relationer er altid i forandring og derfor er pointen, at inklusion fungerer bedst i en proces, hvor skolen konstant forholder sig refleksivt og undersøgende til, hvordan man møder eleven," skriver Linda Toft. Men understreger samtidig, at "gensidig tilpasning også er centralt". Eleven skal også tilpasse sig de rammer, skolen opstiller. "Denne tankegang var ikke eksisterende på min praktikskole," lyder hendes dom. De er disse problemstillinger, der undersøges i bachelorprojektet.

Barn i vanskeligheder - ikke med vanskeligheder

Det er centralt for tilgangen til elever med udfordrende adfærd, "at den voksne ser barnet i vanskeligheder i stedet for med vanskeligheder, fordi den udfordrende adfærd ikke er en del af barnet, men udspiller sig i mødet mellem barnet og dets omgivelser," skriver Toft med reference til Ross W. Greene, som kritiserer tænkningen, hvor der fokuseres på barnets fejl og mangler. "Han mener ikke, at dette syn på barnet afspejler den virkelighed det lever i, men i stedet sygeliggør og stempler eleven. Greenes påstand er, at børn gør det rigtige hvis de kan, og hvis barnet har sociale, følelses- eller adfærdsmæssige udfordringer skyldes det, at det mangler vigtige kognitive kompetencer. … Disse børn har også et ønske om at gøre det rigtige og er dermed allerede motiveret for det. Derfor har de ikke behov for, at de voksne anstrenger sig for at lære dem om god opførsel. Derimod har disse elever brug for, at de voksne ser dem som børn, der mangler vigtige kognitive evner og som er forsinket i deres udvikling."

Pia ønsker at gøre det rigtige

Den tilgang, personalet har til 14-årige, udviklingshæmmede Pia, hjælper hende ikke, vil Greene sige. "I forhold til Pia kan fremgangsmåden, ifølge Greene være at systematisere hendes manglende kognitive evner og derefter lave en oversigt over de problemer og situationer, der får hende til at reagere som hun gør." "Det er vigtigt, at læreren har en ressourceorienteret tilgang til Pia og ikke oplever hende som umulig og opmærksomhedskrævende, når hun viser udfordrende adfærd. Denne adfærd kan skyldes uløste problemområder og manglende vigtige kognitive kompetencer som den professionelle, gennem samarbejde, må hjælpe Pia med at tillære sig."

Den voksne har ansvaret for relationen

Da Linda Toft efter et teammøde på skolen vurderede, at personalet manglede "værktøj" til at håndtere de udfordrende relationer til elever som Pia, besøgte hun Charlotteskolen i Vejle, hvor man arbejder med International Child Development Program, ICDP. Programmet er, referer hun, evidensbaseret og styrker den voksnes "lydhørhed, sensitivitet og empati over for barnet" og samtidig fokuserer på barnets resurser frem for på mangler. "Det er vigtigt at pointere, at det er den voksne der har ansvaret for at skabe en positiv relation til barnet." Programmet er bygget om otte samspilstemaer, der er delt op i tre dialoger: den følelsesmæssige, den lærende og den vejledende. Læreren eller pædagogen udvælger nogle områder og optager så en aktivitet med en gruppe børn på video. Kollegerne giver derefter feedback med fokus på den voksnes styrker.

Faglighed og fælles fagsprog

"Jeg mener, der er en vigtig pointe i, at lærerens feedback også er anerkendende og fokuserer på det, der lykkes, frem for det, der ikke virker," skriver Linda Toft, som fortæller, at man på Charlotteskolen er begejstret for metoden og fremhæver, at ICDP er med til at højne deres faglighed, give dem et fælles fagsprog, større arbejdsglæde og ikke mindst en positiv relation til barnet. "De havde blandt andet gode erfaringer med elever, der tidligere viste udfordrende adfærd, men ved hjælp af ICDP havde ændret adfærden positivt. Flere kunne også berette om forældrenes store begejstring for deres børns nye trivsel og skolegang," fortæller Linda Toft. På praktikskolen mødte hun dog "ikke den store opbakning og begejstring", da hun fortalte om ICDP.

Var det ens egne børn ville man jo brække sig

Med reference til en undersøgelse fra Dansk Clearinghouse undersøger Linda Toft personalets ledelsesstil i forhold til Pia og andre elever.I et interview med to lærere lød det:

Linda: "Hvilke strategier anvender I, når en elev udviser udfordrende adfærd?"

Lærer 1: "Det handler om konsekvens, og hvis det var ens egne børn ville man jo brække sig over det, det er jo ikke måden man har lyst til at opdrage på. Men det er bare det eneste de forstår sådan rigtigt."

Linda: "Har I en opfattelse af at eleverne lærer noget af de erfaringer, de gør sig i forbindelse med konsekvenserne?"

Lærer 2: "Det kommer an på hvad det er."

Lærer 1: "Og nogle gange kan de bruge det i en periode og så glemmer de det igen."

"Jeg fik en opfattelse af, at personalet stod magtesløst over for elever med udfordrende adfærd og så sig nødsaget til at anvende denne ekskluderende ledelsesform," lyder en opsamling. "Brugen af magt gennem afstraffelse af Pia, mener jeg, kan være med til at udvikle hendes udfordrende adfærd. Lærerens irritation udspiller sig i en distancering til hende, som hun tydeligt mærker. Denne lederstil var med til at ekskludere Pia."

Det skal være let at gå i skole

Rasmus Alenkær refereres igen: "Det man skal lære i skolen, er svært, så derfor skal det være let at gå i skole." Men det er "desværre ikke virkeligheden for mange elever, fordi skolekonteksten, der omhandler den psykologiske forståelsesramme i enhver situation, ikke er tydelig nok," mener Linda Toft.

Hvorfor hænger teori og praksis ikke sammen?

Men hvorfor er der ikke sammenhæng mellem teori og praksis, spørger hun efter gennemgang af forskellige teoretiske beskrivelse. "Hvordan kan det være, at det uddannede personale tilsyneladende ikke arbejder ud fra den relationsorienterede overbevisning, men snarere ud fra den patologiske?" I et interview med to lærere lød det således:

Linda: Hvad er jeres teoretiske udgangspunkt for tilgangen til børn med særlige behov?

Lærer 1: Jamen nu er det efterhånden lang tid siden vi har gået på seminariet, så jeg ved ikke rigtig om vi har en bestemt teori vi arbejder ud fra.

Lærer 2: Nu er det meget oppe i tiden med relationsteorier og det synes jeg egentlig også vi arbejder ud fra…

Lærer 1: Ja, vi fokuserer meget på vores relationer til den enkelte og det eleverne kan og alt det der virker.

Om skolens værdier og normer:

Linda: Hvad er de overordnede værdier på skolen, i praksis og i jeres undervisnings-strategier?

Lærer 1: Hele værdisættet om en specialskole som den her, er barnet i centrum. Alt er med barnet i centrum, sådan tænker jeg det.

Lærer 2: Ja, og vi tager udgangspunkt i det enkelte barn og med de kompetencer det har, det er det vi arbejder ud fra.

Om skolens værdier og holdninger svarer en afdelingsleder:

Leder: Udgangspunktet er, at vi skal rumme de børn der ikke kan tilgodeses andre steder. Vi er sidste instans, og vi arbejder hen imod at skabe glade børn. De elever vi har her på skolen er anderledes, og mange af dem har oplevet mange knæk gennem livet og oplevet at deres kompetencer ikke slår til. Det er rigtig rigtig, rigtig vigtigt, at vi får vendt det til noget positivt, for det kan jo være svært at have generelle indlæringsvanskeligheder, og her er nøgleordet vores tilgang til dem. Vi skal rumme de her elever og skabe livsglæde hos dem - det er nogle gode værdiord for os.

Inkluderende strategier

For at udvikle inkluderende strategier skal skolen fokusere på at planlægge hverdagen ud fra forskellige perspektiver, der er med til at optimere og opmuntre personale og elevers deltagelse, skriver Linda Toft opsamlende med afsæt i Inkluderingshåndbogen af Kirsten Baltzer og Susan Tetler. De to overordnede udfordringer er, mener hun, at udvikle en skole for alle og tilrettelægge undervisningen ud fra et mangfoldighedsperspektiv. I forhold til elever som Pia skal der bland andet fokus på:

• Arbejdet med udfordrende adfærd ses ud fra et helhedsperspektiv
• Elever ekskluderes ikke på grund af adfærd
• Alle former for støtter er integreret i undervisningen
• Specialundervisnings aktiviteter bygger på principper for inkludering
• Personaleudviklingsaktiviteter øger medarbejdernes kompetencer i at undervise ud fra et mangfoldighedsperspektiv.

"I interviewet med lederen fra praktikskolen blev det tydeligt, at skolen ikke forholdt sig til inklusion og ikke havde en inkluderende skolekultur. Casen giver også et billede af, at lærerne i deres undervisningsstrategier og praksis ikke var inkluderende."

Nødvendigt med holdningsændring

Efter en gennemgang af LP-modellens muligheder og begrænsninger og henvisning til den etiske støtte, der kan hentes i Danmarks Lærerforenings professionsideal, konkluderer Linda Toft, at der behov for at revidere normalitetsforståelsen, hvis Rasmus Alenkærs inklusionsforståelse skal blive en realitet. Men det er vanskeligt, fordi vores opfattelse af, hvad der er normalt, er forankret i sociale normer og kulturelle værdier. "Elever med udfordrende adfærd skal ikke ses på gennem patologiske briller, men der må også ses på omgivelserne og det relationelle aspekt."

Pias advokat

Spørgsmålet er, om Pia kan inkluderes i folkeskolen, eller om der er grænser for inklusion, spørger Linda Toft og svarer selv, at Pia nok ligger blandt de to procent, som ifølge Niels Egelund ikke kan integreres. "Men det retfærdiggør ikke den ekskluderende tilpasningspædagogik, jeg mødte på specialskolen. Alle børn har ret til inklusion og med Salamancaerklæringen og DLF's professionsideal i overvejelserne, er jeg Pias advokat, der sikrer hendes etiske rettigheder, så hun også får mulighed for at føle sig som en naturlig og værdifuld deltager i undervisningen og det sociale sammenspil."

Det kræver blandt andet et integreret teoretisk perspektiv, hvor både barnet, omgivelserne og relationerne er tænkt med. "Dette perspektiv er mere kompleks end de andre, men jeg mener, at netop erkendelsen af kompleksiteten kan være vejen frem til en mere inkluderende skole, også for elever med udfordrende adfærd."

Hele professionsbachelorprojektet kan findes til højre under EKSTRA: "Alle børn har ret til inklusion."