Formanden for Dansk Idrætslærerforening, Martin Elmbæk Knudsen, opfordrer politikerne til at indføre prøver i idræt med karakterer i skolens ældste klasser. Det skal øge kvaliteten af idrætsundervisningen.
"Elevers udbytte og indstilling til faget kan forbedres markant med indførelsen af prøver og karakterer. Og det er tiltrængt. De nuværende skriftlige elevudtalelser har ikke vist sig at have en effekt, for elever har ikke respekt for dem. Med idræt som prøvefag kan de mange dygtige idrætslærere få bedre vilkår for at levere god undervisning", siger Martin Elmbæk Knudsen.
Idræt har lav status
Ifølge formanden er idræt i dag et lavstatusfag og fungerer på mange skoler som "udfyldningsfag" i time-fagfordelingen. Det betyder blandt andet, at en fjerdedel af fagets undervisere ikke har en idrætsuddannelse, der svarer til en linjefagseksamen.
"Det gør det naturligvis vanskeligt at leve op til fagets mål. Og det gør det vanskeligt at skabe en motiverende, alsidig og lærerig undervisning. Men hvis idræt bliver et prøvefag, vil skoleledere blive nødt til at sætte kvalificerede lærere til at undervise i faget. For der er stor forskel på at kunne kaste en bold ud mellem en flok børn og så de kvalifikationer, det kræver at undervise efter mål og vurdere og evaluere elever og undervisning i idræt," siger Martin Elmbæk Knudsen.
Prøver er klar
Undervisningsminister Bertel Haarder har givet udtryk for, at han er åben for prøver i idræt. Martin Elmbæk Knudsen mener, at det vil være naturligt og skabe konsistens.
"Vi i lang tid været klar til at hoppe med på den vogn, der løfter status i de praktisk-musiske fag ved at indføre prøver. Så vi er naturligvis glade for, at undervisningsministeren nu også vil tillade prøver i idræt. Vi har allerede konkrete bud på, hvad disse prøver i idræt i folkeskolen kan indeholde", siger Martin Elmbæk Knudsen.
Idrætslærerformand: Idræt skal være prøvefag
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.