Hvad er egentlig hårdest – at ro over Atlanten eller at stå i 5.b en regnvåd mandag morgen i november? spørger folkeskolen.dk Marie Adserballe, som nok er den eneste i verden, der kan svare på lige præcis det spørgsmål. Hun har nemlig prøvet begge dele.
”Ha ha! Det er i hvert fald enklere at ro over Atlanten”, griner hun.
Læs også
I sommer fortalte Folkeskolen om Marie Adserballes vilde projekt om at krydse Atlanterhavet i en robåd sammen med to holdkammerater som en del af Tallisker Atlantic-løbet. De drog afsted 12. december 2022 fra de Kanariske øer og landede 5.000 kilometer senere og 11 kilo lettere på Antigua i det østlige Caribien. Efter et par ugers restitution er hun tilbage i jobbet som lærer på Øster Farimagsgades Skole i København.
Opkast i stride strømme
Det var en rotur med både forudsete og uforudsete udfordringer. Den første, hun løb ind, var søsyge, som ramte hende som en hammer kort efter afrejsen.
”Jeg har aldrig kastet så meget op i mit liv”, fortæller hun. I fem dage spiste hun stort set ingenting, men greb alligevel årene mere end halvdelen af døgnets timer. For - som hun siger - der er ikke andet at gøre.
”Søsyge er noget mærkeligt noget, for det kommer sådan i stadier. I ét stadie tror du, at nu skal du dø. Senere ønsker du bare at dø, fordi det føles så forfærdeligt”.
Heldigvis nåede hun at blive søstærk, inden den næste store udfordring ramte overfarten. Bogstavelig talt ramte, for det var en storm med bølger på op til 20 meter. Da var de omkring 2.000 kilometer fra nærmeste kyst. Og så viste det sig at det ikke engang var bølgerne, som var det værste.
”Vores styrepind til roret knækkede. Det er første gang i løbets historie, det er sket, så vi havde ikke nogen reservedele med til at reparere det”, fortæller hun. ”Uden ror kan man ikke gennemføre, så hvis vi ikke fandt en løsning, ville vi blive nødt til at give op, og jeg havde det bare sådan, at det skulle ikke være det, der gjorde, at vi ikke kunne gennemføre”.
De tre roere kastede anker, mens deres team hjemme i Danmark med Storm P.-agtig kreativitet fik udarbejdet en slags reparation, som kunne kopieres med det, der var til rådighed på båden. Så efter tre døgn stort set uden søvn midt i stormen, kunne Marie og holdet fortsætte vestpå.
”Vi fik så mange tæsk af bølgerne i de dage”, fortæller hun. ”Så er det man fatter, at man kan ikke ’erobre Atlanten’. Atlanten lader allernådigst dig passere over – måske”.
Knækbrød var et festmåltid
En anden udfordring var maden. For at det overhovedet er muligt at have mad nok med til hele turen i en lille robåd, består den primært at frysetørrede måltider.
”Og de smager ens, uanset om det er gullasch, pasta eller grød. Det har også samme konsistens. Man bliver ret hurtigt træt af det”, fortæller hun.
Derfor var glæden også enorm, da holdet juleaften opdagede, at de havde overset en pakke knækbrød i et af lastrummene. Den blev sammen med en flaske Faxe Kondi et decideret festmåltid, ikke mindst fordi, som Marie Adserballe siger ”Det var rart spise noget, som knasede, til en forandring”.
Voldsomt at være hjemme
Den 3. februar, efter 52 dage, 23 timer og 39 minutter på havet, kom Marie Adserballe og hendes team i mål. Den 20. februar var hun tilbage i sin lærerhverdag, hvor hendes elever har fulgt hendes vilde rejse på afstand og endda bygget deres egne små både – med drivankre - og testet dem i Sortedamsøen i København. Og de tog imod deres hjemvendte lærer med flag og pandekager.
”Det er faktisk ret voldsomt at være tilbage” fortæller Marie Adserballe. ”Bare det at skulle forholde sig til så mange mennesker i stedet for de to holdkammerater. Og man skal træffe valg hele tiden. I båden skulle man bare ro. Det var hårdt, men enkelt”.
Hun forsøger at holde fat i nogle af oplevelserne fra turen og bruge den i sin hverdag, men det er ikke helt let, har hun erfaret.
”Det der med at være 100 procent til stede dér, hvor man er, det er fantastisk. På båden kunne man ikke andet, men det er svært at gøre i sin travle hverdag, hvor man hele tiden skal tænke tre skridt fremad”.
En anden ting, hun gerne vil have med sig og også helst give videre til sine elever er oplevelsen af, hvad vi kan i fællesskab.
”I en robåd midt på oceanet er man nødt til at stole på hinanden, være der for hinanden og løfte hinanden op. Det gjorde vi og vi har fået et unikt fællesskab, os tre” siger hun. ”Og den erfaring – at vi sammen er bedre end vi nogensinde bliver hver for sig – er det, jeg så gerne vil ruske ind i mine elever”.
Marie Adserballe har lovet sin kæreste, at det her er hendes sidste store eventyr – på vand. Og hun har ikke umiddelbart nye vilde planer på land.
”Det her skal først lige bundfælde sig. Men jeg vil gerne ud i naturen igen på en unik måde, jeg ved bare ikke hvordan endnu”.
Idrætslærer roede til Caribien: Enklere end at være lærer
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.