I Halfdans fodspor

De hænger der, nogen af dem. På en tørresnor rundt om på den hvide scene hænger - foruden et håndklæde og en rulle sølvpapir - Halfdan Rasmussens digte om en række sære eksistenser. Om Kanonkongen Knold, de bløde og glatte maj måneds katte, skyggen, der går i digterens sko, konen der spiser sæbe og snemand Frost og frøken Tø.

Parret Snemand Frost og Frøken Tø er rammen om God Morgen Sol. Helt fra starten, hvor skuespilleren Niels Jørgensen, klædt i blåt som den kølige Frost, træder ind med et metalkrus. Og helt til slutningen, hvor danseren Helena Hertz Melkjorsen, sidder rød, forårsagtig og ensom tilbage. Forladt af Snemand Frost, som hun har kysset til døde. Hun er jo varm, og han er kold. Så han er smeltet og ligger nu i det hvide metalkrus.

Det er denne helt umulige kærlighed, vi ser igen og igen, med Niels Jørgensens stivnede bevægelser og Helena Hertz Melkjorsen som en lystigt dansende lille forårsvind. Men vi ser også de mange, mange sære eksistenser fra Halfdan Rasmussens univers. Væsner, som bare er, fordi de nu engang er sådan. For eksempel Kanonkongen Knold, der er gal som en trold. Ham giver Niels Jørgensen en fnysende, arrig og galsindet version af. Med ord, der nogen gange er helt til stede i rummet, og andre gange bare mumles ud mellem sammenpressede læber. Og med en krop, der dirrer af raseri. Han suppleres fint, både i denne scene og i resten af forestillingen, af Helena Hertz Melkjorsen, en af de mest yndige og alsidige unge dansere, vi har. Hun kan være gryntende grim som en gris. Hun kan også være sanselig kærlighedsfuld som den blide kat. Og koket, som pigen der pludselig opdager - når ordene siger det - at hun ikke har noget tøj på.

Forestillingen lader ordene, både skuespillerens og danserens, og de to scenekunstneres vidt forskellige måde at udtrykke sig kropsligt på, træde ligeligt frem. Så God Morgen Sol lader teater og dans eksistere side om side - som to selvstændige kunstarter. Og endnu finere: I perioder tør den være stille. I perioder tør den lade scenens vilde, blide og gale aktioner gå næsten i stå. I disse poetiske lufthuller træder forestillingens tredje element frem: Halfdan Rasmussens ord, der fremsiges af de to medvirkende.

Og ordene får lov til at stå i luften: Stærke og friske og vanvittigt nutidige.

Vi voksne kluklo. Det samme gjorde de børn, vi så det sammen med.