Hvorfor ikke bare fjerne specialundervisningen

På landsmødet i sommer 2003 drøftede Det Radikale Venstre et forslag om at fjerne specialundervisningen i folkeskolen.

Tankegangen er den enkle, at når nu der arbejdes mod at tilrettelægge undervisningen differentieret i alle normalklasser, så er der ikke mere brug for et system, hvor der tages særligt hensyn til én bestemt elevgruppe. Differentieringen gælder alle elever. Samme idé drøftes i Norge, så man kan på den måde næsten tale om en skandinavisk trend.

Hvad er det, som gør, at fornuftige politikere pludselig kan begynde at løbe stormløb mod en så grundfæstet ret i skolen som retten til at få specialundervisning, hvis en elevs standpunkt kommer for langt bagud i forhold til klassens? Mistanken om, at man benytter vikarierende argumenter for at fremme denne sag, er nærliggende. Kommunerne er økonomisk trængte. Udgifterne til specialundervisning er øget drastisk i løbet af de sidste ti år. Noget må gøres for at øge rummeligheden i skolen. Men spørgsmålet er, om det er det rigtige at fjerne retten til specialundervisning. Etikken trænger sig hurtigt på.

I modsætning til norsk skolevæsen har man i Danmark oprettet stadig flere supplerende skoletilbud, som elever kan blive henvist til, hvis de har særlige vanskeligheder med at følge med. Det betyder, at tolerancetærskelen for, hvad man anser for muligt at klare inden for klassens rammer, er sunket. Hvis man helt nøgternt skulle stille nogle spørgsmål i forhold til dette faktum, så ville de kunne lyde:

Er den danske folkeskolelærer blevet mere overbelastet i de sidste ti år?

Er den danske lærer blevet mere usikker på sit grundlæggende metodiske håndværk i de sidste ti år?

Er børnene blevet mere krævende i de sidste ti år?

Er skolepsykologerne blevet mindre læringsvejledere og mere diagnostikere i de sidste ti år?

Er skolen som system blevet mindre homogen i de seneste ti år?

Er den pædagogiske ledelse af skolen blevet dårligere i de sidste ti år?

Presser forældre mere på for at foretage organisatoriske ændringer ved vanskeligheder i en klasse end før, og er skolen som sådan svagere i forhold til at modstå dette pres?

Hvert af disse spørgsmål kan have et gran af sandhed i sig, og der er formodentlig heller ingen grund til at tro, at det er enkeltfaktorer, som har skabt den situation, som Det Radikale Venstres ledere ønskede at forholde sig til, men at fjerne specialundervisning ville meget nemt kunne blive at yde skolen og dermed samfundet en bjørnetjeneste.

Hvis man skal sikre rummelighed i skolens klasser, så flere elever kunne klares inden for klassens rammer uden at opleves som specielt vanskelige at håndtere, må der arbejdes målrettet mod det over lang tid. Der findes pædagogisk forskning i de nordiske nabolande, som man for eksempel kunne se mod. Der findes en svensk rapport »Rum for lärande« (Truedson, 1994), og der findes to norske, som vil være interessante for alle, som er interesserede i dette tema (Munthe: »Teachers Professional Certainty«, Universitetet i Oslo, 2003; Klette (redaktør): »Klasse-rommets praksisformer etter Reform 97«, Universitetet i Oslo).

Munthe undersøger i sin afhandling lærerens sikkerhed på tre områder: didaktisk, praktisk og relationelt. Hun finder blandt andet, at evnen hos læreren til at tilrettelægge og gennemføre en differentieret undervisning er knyttet til lærerens sikkerhed på de tre områder. Klette og hendes team af forskere undersøger, hvordan der undervises i norske klasser efter den sidste reform. En af de væsentlige konklusioner er, at læreren i almindelighed er mere optaget af at gennemføre sin undervisning end af elevernes læring. Læringsdialoger findes næsten ikke.

I stedet for at tale om at fjerne specialundervisning burde man hellere drøfte kvalitet i undervisningen. Fokus på elevernes læring er den hjørnesten, som skal sikre, at udgifter til specialundervisning ikke løber løbsk.

Jørgen Frost er seniorforsker ved Bredtvet Kompetansesenter i Oslo