Hvorfor beskæftige sig med kræft i undervisningen? Fordi rigtig mange danskere bliver berørt af sygdommen, direkte eller indirekte. Kræftens Bekæmpelse gør et stort stykke arbejde med at oplyse om, hvordan man kan forebygge kræft, og har udgivet et nyt undervisningsmateriale beregnet til biologiundervisningen i 8.-9. klasse.
Materialet er bygget op omkring et lille computerspil - Kræftkampen - som spilles på nettet. Opgaven i spillet er at bygge proteiner og at fjerne muterede celler, så der ikke opstår kræft. Ifølge lærervejledningen kan spillet stå alene - det vil man dog ikke anbefale, og det er jeg helt enig i. De mange faglige begreber bør forklares og følges op. Man kan nemlig sagtens blive fanget af spillet og spille det uden at lære noget om hverken proteinsyntese eller cellemutationer.
Der hører en kortfattet lærervejledning til. Tre ud af de fem sider bruges på at forklare, hvordan computerspillet fungerer. Der står lidt om formålet med materialet og forslag til undervisningsforløb. Jeg savner, at man også forholder sig til Fælles Mål.
Elevhæftet er, trods de gode intentioner, tung læsning. Ikke på grund af emnet, men på grund af teksten, som er tæt og sprogligt skudt over niveauet for 8.-9. klasse. Der er dog mange gode tabeller, grafer og illustrationer. Desværre er der også mange trykfejl og decideret dårlige formuleringer, som forstyrrer læsningen. Materialet bygger på tre andre bøger, som foreningen tidligere har udviklet til gymnasiet, hvor niveauet nok også passer bedre. Jeg kan bedst se materialet brugt til den ambitiøse elevs projektopgave i 9. klasse.
Hvorfor får man kræft?
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.