Undervisning kan, men læring kan ikke lykkes, hvis ikke eleven er motiveret. I dag kan man træffe elever, som i ramme alvor hævder, at de ikke kan se nytten af at lære geografi. Skal de nogen steder, kan de jo blot tage bussen, toget eller flyet, så skal de nok havne det rigtige sted. Spagt kan man hævde, at nogle jo skal være for eksempel piloter, hvortil svaret er, at så kan de jo lære det i den uddannelse. Nu hvor GPS og andre automatiske navigationssystemer vinder frem, bliver det endnu sværere at argumentere for geografis nytteværdi, hvorfor kravet om underholdningsværdi får større vægt.
Imidlertid var der en grund til, at man i 1800-tallet indførte realskolen som supplement til latinskolen med dens klassiske dannelsesideal. I realskolen havde de virkelighedsorienterede fag, herunder geografi, stor vægt. Men det var dengang, man først så småt var begyndt at orientere sig i den virkelige verden, da kimen til globaliseringen blev anlagt, og hvor man stort set ikke havde andre kilder til information om verden uden for Verona.
Geografi var således helt op til 1976 det, man med oversættelse af en tysk betegnelse har kaldt landekundskab, en beskrivelse af verden, som på grund af den overvældende stofmængde efterhånden måtte blive mere end overfladisk - men dengang spændende. Med videnseksplosionen og den nutidige informationsstrøm har denne form for skolegeografi for længst overlevet sig selv - men forsøget på at erstatte den med en videnskabeligt baseret systematisk geografi havde nær kvalt faget. For den gode gamle 'vulgærgeografi' lever i bedste velgående i menneskers bevidsthed. Folket vil have regionalgeografi, og for at imødekomme dette har man forsøgt sig med at hæfte systematiske aspekter på regionalgeografiske emner - hvilket kan lykkes, men ikke er tilfredsstillende, da der kan være risiko for, at emnerne af eleverne ikke opfattes som eksemplariske.
Som den danske Hof- og Statskalender voksede i omfang, efterhånden som landet blev mindre og mindre, øges for tiden antallet af udgivelser, som byder ind på, hvordan geografiundervisning - også inden for rammerne af natur/teknik - skal være. Og her er den foreliggende et godt bud, idet begrebet omverdensforståelse skal forstås som ret og slet geografi. Det kan dog nok diskuteres, om ikke netop geografi er for snævert til alene at udfylde en så bred betegnelse, men det er altså et forsøg på at komme om ved det efterhånden belastede geografi. 'Geografi er kedeligt!' Verden forandres, og geografi er et fag i udvikling. Der er derfor god grund til, som bogen påpeger, at læreren med mellemrum ser kritisk på sin egen opfattelse af faget. Den giver ikke nogen grydeklar opskrift på at gøre geografi mere relevant og mindre kedeligt, men den giver et moderne og solidt didaktisk grundlag, så den bevidste, interesserede og engagerede underviser (og kommende undervisere samt ledere og politikere) kan få et godt begreb om, hvordan moderne geografiundervisning kan udfolde sig.
Omverdensforståelse
Didaktiske perspektiver og eksempler
Af Jens Peter Møller
123 sider, 165 kroner
Klim
Telefon 8610 3700, klim@post5.tele.dk
'Hvor skal vi hen, du?'
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.