Hvor regnbuen ender

Spiller det ingen rolle, hvilket køn man er tiltrukket af?

Det danske samfund rettes stadig mere mod at få alle til at ligne hinanden. I denne optik må vi som samfund vedkende os, at vi er stagneret i udviklingen af basale rettigheder for homoseksuelle. Ved læsning af Bjarne Henrik Lundis' bog bliver det gang på gang skåret ud i pap, at her er en minoritetsgruppe, der skal kæmpe for at opnå rettigheder, som enhver burde have blot i kraft af at være menneske i et demokrati som det danske.

Bogen består af personlige beretninger fra kendte danske homoseksuelle - og viser fint den menneskelige mangfoldighed, som der altså stadig er brug for at få formidlet. Beretningerne er suppleret med interview med fire politiske ledere, der tilkendegiver deres holdninger.

Det kan undre, at det i bogen kun er bøsser, der fortæller om deres liv som homoseksuelle. Hvor er de lesbiske repræsentanter henne? Det vil give et nuanceringsproblem i undervisningen ikke at få beretninger fra de kvindelige homoseksuelle.

Dernæst kunne man med fordel have valgt også at lade helt almindelige ikke kendte komme til orde. Når man læser den kendte persons historie, vil oplevelsen og forståelsen altid blive sat i forhold til det, man i forvejen ved og mener om ham eller hende. Det kan være fint i en tænkning omkring rollemodeller, men det kan måske også have den ulempe, at der, hos den unge læser, ubevidst opstår en forståelse af de homoseksuelles situation i en kontekst, der bygger på det at være kendt.