Videoen indeholder fire forskellige konstruerede historier. Tre unge piger fortæller om seksuel chikane, vold i parforhold og kontaktvoldtægt. En ung mand fortæller om incest. Hver case afbrydes af spørgsmål om handlemuligheder i de forskellige faser i historierne.
Hæftet, der er udarbejdet af Kirsten Borberg og Anette Dina Sørensen for Joan-søstrene, indeholder kapitler svarende til videoens historier med informationer om emnet til først læreren og derefter et par sider til eleverne med spørgsmål og opgaver, som angiveligt skal styrke elevernes personlige og sociale kompetencer.
Øvelserne, som hele klassen skal deltage i, er for eksempel, at alle i logbøger skal beskrive, hvordan de mærker forskellige følelser i kroppen glæde, generthed, skam, skræk, lykke. Derefter skal klassen i grupper på fire på skift fortælle de andre om følelserne. Eller på en tur walk and talk med en af modsat køn fortælle om, da han blev såret eller vred. Klassekammeraten skal så referere for de andre, når de er tilbage. Hele klassen skal derefter finde ud af, hvordan man kan komme ud af de negative følelser. Eller klassen skal spille skuespil om vold i parforholdet med udgangspunkt i Katrines historie fra videoen. Og i en uendelighed skal de skrive logbøger, noveller og breve til sig selv om følelser og erkendelser.
Som hæftets indledning påpeger, hører emnerne under ingenting og alting i læseplanerne, med andre ord paragraf 7-fagene. Den tid, som hæftets omfattende emnekreds kræver, har vi ikke, men kunne naturligvis skaffe den, hvis lærerne var uddannede terapeuter, og eleverne var motiverede til at fordybe sig. Ellers hører hele emnekataloget kun hjemme på aftenskolens frivillige hold. Der er grænser for, hvad vi kan tvinge ned over folkeskolens tvangsindlagte elever.
Lærerne er ikke uddannede terapeuter, og meget få klasser vil uden at brække sig magte alle fire områder. Drengene vil hade alle øvelserne, og lærerne har ingen som helst kompetence til at bede elever om i den grad at offentliggøre alle private følelser med efterfølgende klassediskussion. Det vil simpelthen være et følelsespornografisk overgreb.
Det eneste emne, vi har ret til at tage op og endevende i klassen, er den seksuelle chikane/mobning, som den ene historie handler om. Den foregår i skolen i en tænkt, men sandsynlig situation: En i nogens øjne udfordrende pige bliver efter langvarig chikane overfaldet af en flok drenge på toilettet. Drengene forsvarer sig med, at »hun er billig«. Hæftets afsnit om det emne plus efterfølgende afsnit om det sprog, de unge omtaler og tiltaler hinanden med, og de rap-tekster og film, de har det fra, er dybt relevante for klimadiskussioner i alle de store klasser.
De andre emner, vold i parforhold og i familien, voldtægt og incest, foregår ikke i skolen. Vi kan ikke øve eleverne igennem alle problemer, men kun i alle sammenhænge understrege, at klasselærer, sundhedsplejerske, skoleleder og skolevejleder er til rådighed og er forpligtet på lov om social service, der kræver af os, at vi skaffer den fornødne hjælp.
Ud over at sammenkædningen af chikane, vold, voldtægt og incest er for meget, så er både video og hæfte altså kedelige.
Men til en klasse, hvor drenge og piger ustandselig kører på hinanden, kan læreren i hæftet finde afsnit og litteraturhenvisninger, der kan stykkes sammen til et godt ligestillingstema.
Hvor går grænsen?
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.