Et stort rundt nul. Det er, hvad Maj-Britt Hjortshøj bruger om året af egen lomme for at passe sit job som lærer.
”Jeg synes ikke, at vi skal betale for at gå på arbejde. Det kan hurtigt blive en glidebane, for vi kan nemt komme til at bruge en masse penge”, siger hun.
Maj-Britt Hjortshøj underviser i matematik og fysik/kemi på Bakkeskolen i Kolding, og hun står hårdere på sit princip, efter at politikerne greb ind i lærernes arbejdstid med lov 409. Hun ønsker ikke amerikanske tilstande.
”Jeg følger forskellige lærergrupper på nettet og kan se, at vores kolleger i USA selv betaler for bøger, materialer og alt muligt andet. Det skal vi holde os fra. Jeg ved godt, at de har egne klasselokaler på en anden måde end os, men hvis vi begynder at betale, opstår der en forventning om det. En bankansat betaler heller ikke selv, hvis der mangler papir til printeren. Jeg kender ikke andre faggrupper, som tager penge med på arbejde”.
Lærere og elever må undvære, hvis skolen ikke har råd til at betale.
”Ingen mærker, at skolen ikke har råd, hvis vi supplerer op. Så det skal vi ikke”, fastslår Maj-Britt Hjortshøj.
Hun er godt klar over, at ikke alle lærere deler hendes synspunkt, men det får hende ikke til at vakle:
”Vi havde på et tidspunkt et økonomisk efterslæb på skolen, som fik kolleger til at udbryde: ’Uh, eleverne kan ikke dyrke karse i år’. Nej, når der ikke er penge til frø, kan vi ikke få karse. Vi kan selvfølgelig ikke undvære alting, men så må skolelederen lede opad og søge om pengene”.
Læs også
Som arbejdsmiljørepræsentant og suppleant for skolens tillidsrepræsentant gør Maj-Britt Hjortshøj en dyd ud af at understrege over for sine kolleger, at de ikke selv skal betale.
”De kan godt se det, men som sagt synes nogle, at det er synd for eleverne. Alle lærere har valgt faget for at lave fed undervisning. Hvis det ikke kan lade sig gøre med skolens budget, vælger nogle at lægge penge i det selv. Men jeg vil altid opfordre til, at man ikke gør”.
Manglende rødkål til forsøg
Selv føler Maj-Britt Hjortshøj sig aldrig fristet til at ty til egne penge.
”Det kan godt lade sig gøre at undvære. Et år havde vi ikke råd til at købe rødkål, så vi kunne ikke lave rødkålsindikator. I stedet fandt vi en måde at strække det pH-papir, vi havde på hylderne, til at gennemføre forsøg. Ellers lykkes det at få bevilget penge, når vi fortæller, at vi ikke kan leve op til fagets formål, fordi vi mangler materialer”.
I undersøgelsen om læreres egenbetaling peger flere på, at det kan hæmme spontaniteten, når der er et krav om, at skolen skal handle via en kommunal indkøbsordning. Det er Maj-Britt Hjortshøj på sin vis enig i.
Vi beder forældre om at bidrage til maden til vores gallafest, men vi har dæmpet, hvor meget vi ellers spørger om, for vi har haft forældre, som syntes, det blev for meget.
Maj-Britt Hjortshøj, lærer på Bakkeskolen
”Det kan være virkelig besværligt at skulle gå den vej, men det handler om at planlægge, hvad man skal bruge. Ellers har vi et kort til Rema 1000. Kommunen var ved at beslutte, at vi kun måtte købe madvarer til madkundskab via indkøbsordningen, men det er både for besværligt og for dyrt, når man bare skal bruge 20 tomater, så der var vi med til at sørge for, at der blev ledet opad”.
Maj-Britt Hjortshøj kunne aldrig finde på at bede forældre om at betale for bøger til eleverne.
”Vi beder forældre om at bidrage til maden til vores gallafest, men vi har dæmpet, hvor meget vi ellers spørger om, for vi har haft forældre, som syntes, det blev for meget. Skolebestyrelsen har også sat grænser for deres betaling til skolerejser”.
Til gengæld har hun opdaget, at man kan få virksomheder til at bidrage med mere, end man måske tror.
”Jeg har en kollega, som ikke bliver pinligt berørt over at spørge. Han spurgte bare i en butik, om den ville donere et klassesæt af Kasper Hoffs ’Iltmangel’. Det ville butikken gerne. Nogle gange skal man bare spørge, er min konklusion. Men det er ikke okay, hvis skolen kalkulerer med, at vi kan skaffe gratis undervisningsmaterialer. Det er kun i orden, hvis vi vælger selv at spørge, selvfølgelig uden at blive sure over et nej”.
Eleverne kan godt få en is
I undersøgelsen blandt lærere peger flere på, at de bruger penge på små præmier, snacks og andre ting til eleverne.
Gået på klingen medgiver Maj-Britt Hjortshøj, at hun godt kan finde på at give sine elever en is.
”Det ser jeg ikke som en del af undervisningen, for jeg giver ikke is for at styrke trivslen, men fordi eleverne har fortjent det. Jeg kan også give kage til min fødselsdag, for det vil være mærkeligt, at jeg spiser af elevernes kager uden selv at have noget med”, siger hun.
”Hvis skolen ikke vil betale, må vi undvære”
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.