Det er veldokumenteret, at ordblindhed ikke skyldes lav intelligens, og forskning peger på, at ordblinde kan tage præcis samme uddannelser som andre.
Alligevel kæmper mange ordblinde mod fordomme om begge dele, viser en ny undersøgelse om ordblindhed, fordomme og hjælpemidler, som nationalbiblioteket Nota har lavet blandt 870 ordblinde, pårørende og undervisere.
De fleste ordblinde mødes med fordomme om deres læsehandicap
Nota kalder meget passende rapporten for Snyder du eller hvad? 49 procent af respondenterne svarer nemlig, at de har oplevet, at brug af hjælpemidler opfattes som snyd. Det er to procentpoint flere end i en tilsvarende undersøgelse i 2019.
Ser man alene på, hvad underviserne har svaret, så er fordommen om, at hjælpemidler er snyd, den flest undervisere møder. 62 procent af underviserne har svaret ja til dette spørgsmål.
53 procent af alle respondenter har oplevet fordomme om, at ordblindhed er relateret til lavere intelligens. Dette tal er dog faldet med seks procentpoint siden 2019.
Fordomme trives over alt, men mest i skolen
Både undervisere/læsevejledere, forældre/pårørende og ordblinde har i høj grad har oplevet fordomme om ordblindhed blandt skole- og studiekammerater. Flest fra alle tre respondentgrupper har således oplevet fordomme i skolen - blandt ordblinde drejer det sig om hele 57 procent.
Undervisere og læsevejledere oplever i høj grad, at fordomme kan stå i vejen for uddannelse. Seks ud af til undervisere og læsevejledere vurderer således, at fordomme har en negativ effekt på tilbøjeligheden til at uddanne sig
Som en underviser siger i undersøgelsen:
"De fordomme, som har gjort størst indtryk på mig, er dem, hvor de ordblinde børn selv mener, at de er dummere end andre børn. Det er en supervigtig snak at få taget med dem, så de forstår, at det ikke har at gøre med høj eller lav intelligens".
Fordommene får altså nogle meget virkelige konsekvenser, fremhæver Notas direktør, Michael Wright.
"Desværre fremgår det af undersøgelsen, at fordommene især trives i skolen. Det giver den yderligere slagside, at det mindsker ordblinde elevers tilbøjelighed til at tage en boglig uddannelse," siger han på nota.dk.
Fordomme dæmper lysten til at bruge hjælpemidler
Hos Nota ser man med stor alvor på hele problematikken omkring fordomme. Det forhold, at over halvdelen har oplevet, at andre mener, det er snyd at bruge hjælpemidler, påkalder sig dog særlig opmærksomhed hos Michael Wright.
"Det er i høj grad hjælpemidlerne, der gør, at ordblinde kan uddanne sig og deltage på arbejdsmarkedet på lige fod med andre. Udbredelsen og brugen af dem har kæmpe betydning. I det lys arbejder fordommene om, at hjælpemidler skulle være snyd, i den helt forkerte retning. Fordi de simpelthen dæmper elevernes lyst til at bruge dem", siger direktøren.
Selv om fordommene er svære at komme til livs, får det ham ikke til at give op.
"Den bedste kur mod fordomme er viden og oplysning, og rapporten viser, at vi har et stort arbejde foran os på den front. Her kan vi kan lære af de ordblinde, at det ikke nytter at give op, og jeg kan garantere for, at vi har i sinde at fortsætte indsatsen", siger Michael Wright.
Sådan kan lærere hjælpe med at bekæmpe fordomme
I 2019 lavede Nota en kampagne med 13 bud på, hvordan lærere kan hjælpe til med at bekæmpe fordommene om ordblindhed. Et af dem handler om at gøre det tydeligt for klassen, at der er tale om en afkodningsvanskelighed og ikke lavere intelligens.
Nota vil slå fordomme om ordblindhed ned med viden
"En åben dialog om ordblindhed sikrer, at den ordblinde elevs klassekammerater får en forståelse for, hvilke udfordringer den ordblinde elev kæmper med. Det gør, at den ordblinde føler sig mere inkluderet i klassen", lyder det i kampagnen, som stadig er aktiv.
Du kan læse rapporten Snydere du eller hvad? fra Nota via nedenstående link. Her finder du også link til Ordblindeforeningens eventkalender for ordblindeugen og til Notas fordomskampagne.
Hver anden ordblind bliver beskyldt for at snyde
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.